Første uge i projekt ’Magnus bliver mand’ var en – i store træk – overraskende succes. Jeg spiste gradvis sundere, motionerede mere, sagde nej til kvinder og ’rammesatte’ mig selv som verdens navle.
Jeg følte mig faktisk mere maskulin, da jeg iagttog mig selv ved afslutningen på første uge af projektet, hvor forfatterne Asger Garde og Alexander Kvist Hansen skal gøre denne bløde journalist til en rigtig mand.
Men jeg følte også en skam over mit nye jeg, som var svær at ignorere. Måske er jeg på vej i en helt forkert retning, ude på et vildspor, tænkte jeg her på tærsklen til uge 2.
Men ugens højdepunkter lå forude og ventede. Nyt tøj og mandefællesskaber skulle aflive min skam, få mig på ret køl. Selv om jeg var fortvivlet, var jeg stadig motiveret. Derfor læste jeg i mine vejlederes bog ’Mand kend din styrke’, da jeg sad på færgen på vej mod påskeferie på Bornholm.
