Vi lever også i en kultur, hvor det er svært at holde fast i en identitet som rigtig mand, hvis du er et offer for et overgreb. Det er selvfølgelig helt utilstedeligt, at man som menneske bliver fyldt med skam, fordi man var offer for et overgreb. Det er jo aldrig nogensinde ofrets skyld. Men sådan er virkeligheden desværre.
At erkende, at man som spæd blev udsat for et uomtvisteligt overgreb af ens forældre, er pinefuldt at tænke på. Det er pinligt at dele med andre. For i ens selvbillede er man jo en stærk mand. Ikke et offer.
Hvis man som omskåret ikke selv kan erkende, at der er sket uret mod én som barn, hvad gør man så, den dag man selv bliver far til en dreng? Erkender man, at man er blevet udsat for et overgreb, og udråber sig selv som offer og sætter dermed spørgsmålstegn ved ens egen maskulinitet, eller forsætter man ukritisk familietraditionen med omskæring af sin søns kønsorgan for at bekræfte, at der skam intet er galt med én selv som mand?
Jeg har selv en søn og en datter. Deres kroppe er deres alene. Den er ikke min råderet som forælder.
