»I klassisk politik deler partierne sig efter interesser, og partierne hænger derfor sammen med bestemte grupper i samfundet. Populisterne har forstået, at følelser er langt mere centrale, når vælgerne bestemmer sig for et politisk ståsted. Vi lever i splittede samfund, og i den virkelighed er positivt demokrati vanskeligt, mens det negative demokrati er stærkt. Det skyldes, at det er langt lettere at organisere de vrede, frustrerede og afmægtige, for man skal ikke beskrive noget nyt eller progressivt eller bygge nye institutioner; man skal bare sige, hvad man er imod. Og hvor negativt demokrati er stærkt, kan populisterne få magten«.
Denne negative tilgang til politik vil få mange til at tænke på den siddende amerikanske præsident. Men i ’Populismens århundrede’ definerer Rosanvallon en række formelle greb, som populistiske ledere ofte benytter sig af, og flere af dem passer ikke med Trumps stil og måde at bedrive politik på.
Jeg kommer simpelthen i tvivl om, hvorvidt Trump overhovedet kan kaldes populist. Du skriver, at det første, en nyvalgt populistisk leder vil gøre, er at foretage grundlæggende forfatningsændringer eller gøre op med institutioner, som begrænser hans magt. Intet af dette har Trump gjort. Så hvorfor betegner du ham som populist?
»Du må huske på, at de politiske strukturer i USA er stærkere end dem i Orbáns Ungarn. Hvor mange europæiske lande har ændret deres forfatninger løbende, har den amerikanske i sin grundform været uændret i mere end to århundreder, og det gør den fredhellig og stort set umulig at ændre. Målet for Trump har derfor ikke været at fjerne det eksisterende, men at gå til de yderste grænser. I forfatningsretten taler man om forfatningernes konventioner, at der er visse traditioner og vaner, som opstår over tid. Man kan sige, at Trump har været tvunget til at følge lovens bogstav, men ikke følt sig bundet af dens ånd og traditioner. Han har tilsidesat de overleverede tolkninger, f.eks. med sin håndtering af FBI’s øverste ledelse, og jeg tror, at det er kommet bag på mange, hvor meget de traditioner, han ignorerer, faktisk betyder«.
