For fjerde år i træk uddeler Politiken Hørups Debatpris, der hylder stærke debattører, der er med til at højne og nuancere den offentlige debat.
De nominerede i år er Emma Holten, Anja C. Andersen og Ditte Okman.
Politikens læsere har kunnet foreslå kandidater til prisen, hvorefter en jury har nomineret tre kandidater. Juryen udgøres i år af Politikens ansvarshavende chefredaktør Christian Jensen, sidste års vinder af Hørups Debatpris Knud Romer, Politikens opinionsredaktør Lotte Folke Kaarsholm, vinder af DM i debat 2022 Simon Fendinge og politisk kommentator Søs Marie Serup.
Selv om årets tre nominerede er meget forskellige, har de ifølge Politikens opinionsredaktør, Lotte Folke Kaarsholm, også noget til fælles. De er nemlig på hver deres måde med til at »udvide grænserne for, hvem der kan være i den offentlige debat, og hvordan«.
