»De ting, folk tager for givet om deres kroppe, er forkerte. Det er derfor, folk bliver så chokerede, den dag de bliver alvorligt syge, eller deres pårørende gør, og de opdager, at velfærdsstaten for længst er brudt sammen. Medmindre altså de er handikappede, for så ved de det godt i forvejen«.
Caspar Eric er kommet for tidligt til interviewet, fordi det gør han som regel. Så kan han nå at tjekke, om noget i omgivelserne er i vejen for en handikappet krop, og han kan også undgå at komme for sent, hvilket hans handikap ellers ville få skylden for.
På vej op ad trappen går han rutinemæssigt bagerst med sin halten, for han er barn af en tid, hvor det gjaldt om at ligne det sunde og normale, også selv om det kostede. Caspar Eric, der er født med handikappet cerebral parese, er for eksempel blevet opereret to gange for at kunne gå pænere, det var da han var tre og otte. Men det har vist sig, at de populære operationer ikke bare krævede hård genoptræning i det korte barneliv, det gjorde også musklerne svagere, at der blev skåret i dem. Det fik konsekvenser for store dele af hans generation med cerebral parese; nogle af hans venner er blevet opereret otte gange.
»Det var nemmere at skære i os end at skære afskyen ud af verden«, skriver han i den nye digtsamling ’Nye balancer’. Den har undertitlen ’handikapdigte’, fordi han vil have det skal være slut med at skære handikappet ud af vores fælles virkelighedsopfattelse. I stedet kan vi gøre det omvendte:
