TikTok er den ven, der hele tiden følger mig i min baglomme. En ven, som kan få mine tanker hen på noget andet i en verden og i en tid, hvor der sker utrolig mange ting, som jeg konstant skal forholde mig til. En verden, som for et ungt, letpåvirkeligt menneske kan være svær at kapere. En tid med forventninger, pligter og uendelige muligheder, der giver min hjerne overload. Derfor har jeg brug for et tilflugtssted.
Jeg tager TikTok-vennen op af lommen og lader mig rive med. Små 15-sekunders videoer af folk, der lever deres liv, spiser, danser, griner, træner, snakker og fester, giver mig lyst til at scrolle videre og sætte mit eget liv på pause for en stund. For TikTok er rent faktisk min ven. Gennem algoritmer og kunstig intelligens kender den min humor, yndlingskunstnere, interesser og andre personlige ting.
Det er ikke et helt uproblematisk venskab. Årsagen til, at jeg i første omgang trækker de små videoer frem, er, at jeg trænger til en pause fra den virkelige verdens kaos og stress. Men jeg træder bare ind i en anden verden, hvor der er endnu mere kaos og stress, hvor alting bare går endnu hurtigere. Budskaberne har 15 sekunder til at fange modtagernes interesse og sikre likes, views, kommentarer og følgere. Jeg har en overfladisk fornemmelse af, at jeg slår min pausetrængende hjerne fra, men i virkeligheden skal den koncentrere sig endnu mere for at holde fast og følge med i det højere tempo. Den verden dræner mig altså mere end gavner, men jeg har alligevel svært ved at træde ud af den.
Jeg har altid været rimelig bevidst om, at jeg er afhængig af TikTok. Faktisk siden jeg kom på det for første gang i 2014 og gik i kun 4. klasse. Dengang var appen helt ny, hed Musical.ly og fangede min ikke færdigudviklede hjernes interesse lynhurtigt. 10-årige mig lå og scrollede dansevideoer på min skole-iPad i timevis. Når jeg havde veninder på besøg, filmede vi hinandens lip-sync og danse, mens vi egentlig burde have leget med barbiedukker.
