En enorm byggeplads i Botanisk Have er ved at forvandle sig til Danmarks nye underjordiske supermuseum: Statens Naturhistoriske Museum.
På Zoologisk Museum er man ved at gøre klar til den store flytning, og flueekspert Thomas Pape vil ikke begræde den eventuelle dag, den gamle museumsbygning bliver bombet.
Hvis man får flyttet fluerne og de mange millioner andre individer i den enestående videnskabelige samling først.
De ligger overalt. Små glas og bokse med døde fluer. Spiddet eller druknet i sprit. Kødfluer, bænkebiderfluer, ubestemmelige sorte fluer i et lille glas med rødt skruelåg indsamlet i Vestindien af en belgisk professor, der har brug for dansk eksperthjælp til at få identificeret fluernes art.
»Vi er jo nødt til at kunne kommunikere om den verden, vi lever i, og så skal vi altså have PRÆ-CI-SE termer«, siger Thomas Pape og slår pegefingeren i skrivebordet stavelse for stavelse. Han er manden, der skal hjælpe sin belgiske kollega med fluerne i glasset med det røde låg. Den 61-årige biolog har specialiseret sig i kødfluer - dem, der ifølge hans kone, Hanne Marie, kan kendes på deres store fødder, røde øjne og skakbrættet på ryggen.
Men egentlig var det en tilfældighed, at det lige var fluerne, han endte med at vie sit forskerliv til. Først fangede han sommerfugle og forsøgte at sætte dem smukt op. Det samme med biller.
Thomas Pape har kontor på Zoologisk Museum med de velkendte to gæs på facaden mod Jagtvej i København. Museet åbnede for publikum i 1970, og her har han haft base ad to omgange siden 1983, da han begyndte på sit speciale. Efterfølgende skrev Thomas Pape bogen The Sarcophagidae of Fennoscandia and Denmark på museet og tilbragte et årti på Naturhistoriska Riksmuseum i Stockholm, før han i 2004 vendte tilbage til København. Og her i korridorerne på Østerbro, hans »videnskabelige barndomshjem«, har han haft sin gang lige siden.
Men nu står Zoologisk Museum sammen med Geologisk Museum og Botanisk Have, der samlet hedder Statens Naturhistoriske Museum, overfor et nybrud. Et af Danmarkshistoriens største museumsbyggerier skal munde ud i et nyt og samlet supermuseum, der er i gang med at blive etableret i Botanisk Have. Ifølge planen skal de omkring 30.000 kvadratmeter åbne for publikum i 2024.
Byggeriet er i gang, men vejen fra de første tanker i 2004 til det første stik med spaden i august 2019 har været belagt med underfinansiering, nedskalerede planer og udskydelser. Fem gange har det nye museum fået nyt åbningsår.
Peter C. Kjærgaard er professor i evolutionshistorie og har været direktør for museet siden 2015 og altså kun i seks af de i alt 17 år, processen har taget indtil videre. Den ene væg af hans kontor med udsigt over Botanisk Have er dækket af en enorm bogreol, som primært rummer bogrygge med titler som Livets Udvikling, The Human Mosaic og Evolution. Øverst på bagvæggens glasskab står et skelet af en chimpanse.
Etableringen af det ny naturhistoriske museum fylder det meste af Peter C. Kjærgaards liv. Sådan må det være, siger han. Han kalder samtidig historien om etableringen af museet, for en »næsten helt almindelig historie«, på trods af de næsten to årtiers ventetid.
»Noget af det mest forudsigelige er, at det er fuldt af uforudsigeligheder«, siger han.
Dog erkender Peter C. Kjærgaard, at han ikke havde regnet med omfanget af mangler, da han overtog posten i 2015.
»Min forventning var, at opgaven var hurtigere og lettere løst, end den viste sig at være«, siger han.
Forhindringerne var mange.
»Der var flere gange, hvor vi skulle kigge på besparelser i byggeriet, og spørgsmålet var så, om de besparelser ville betyde, at pengene ville være bedre brugt på en anden måde. Eller om man skulle gå alternative veje«, siger museumsdirektøren.
Udover manglende finansiering og godkendelse af byggeriet, var der en intern kultur og konstruktion, der skulle på plads. Uanset om der så kom et nyt museum eller ej.
»I perioden fra 2015 til i dag har vi sat alle kræfter ind på at forvandle museet fra et indadvendt til et mere udadvendt museum, hvor de besøgende og den gode oplevelse er i centrum. Tidligere var der nok en tendens til, at man kiggede mere indad end udad, men jeg synes, vi nu har fået opbygget et fundament, der tegner godt for fremtiden. Ikke mindst takket være en dedikeret medarbejderstab«, siger han.
Indadvendtheden kom til udtryk allerede på første arbejdsdag, da den nye direktør ankom til den del af Statens Naturhistoriske Museum, der tidligere hed Geologisk Museum, på Østervoldgade.
»Det første jeg så, var et rødt og hvidt stopskilt, hvor der stod, at det var privat område, og at der var indkørsel forbudt. Jeg tænkte, hvordan skal man nogensinde få folk ind på et museum, når det første man ser, er et stopskilt?«.
Skiltet blev taget ned, og siden har Peter C. Kjærgaard arbejdet for at vende kulturen på hovedet, en øvelse, der i hans optik, er lykkedes.
»I dag er vi et sted, hvor man i højere grad ser på, hvilken forskel man kan gøre for samfundet, ser på hvad vores land og befolkning har brug for i dag ved et naturhistorisk museum«, siger han.
Men åbningen af det nye museum slipper ikke for yderligere udskydelser. Mens man tidligere på året regnede med at slå dørene op for publikum i begyndelsen af 2024, skal vi nu ikke forvente at træde indenfor før, hvis alt går efter planen, i slutningen af 2024.
»Der er lang tid til. Vi har også været ude for en global pandemi, som har påvirket os og vores underleverandører. Men alt det, vi selv kan kontrollere, der er vi parate til at kunne åbne efter den reviderede tidsplan«, siger Peter C. Kjærgaard.
Alex Fairhead er en af dem, der har været med til at få det hele til at ske. Den britiske udstillingschef blev hentet ind med ti års erfaring fra The Science Museum og The Natural History Museum i London og senest en stilling som teamleder under etableringen af det nye nationalmuseum i ørkenstaten Qatars hovedstad Doha, der åbnede i 2019. Det har været hans opgave at sikre, at vi alle kommer afsted fra det både det eksisterende og det nye museum med »forståelse og inspiration«.
»Man kan bruge analogien, at man har en klump ler og vil lave det om til en skulptur. Man begynder med organiseret kaos og ser på nogle af de 14 millioner genstande, museet her har. Herfra begynder man så at snævre ind, smider idéer på bordet, tester dem, fjerner dem, eller bygger videre på dem for til sidst at have en plan og en struktur klar for, hvad der skal være i de enkelte udstillinger«, siger Alex Fairhead.
Den helt store udfordring er, at det nye museum, som er finansieret af en række private fonde samt af staten og Københavns Universitet, bliver bygget, mens planerne udarbejdes. Langt det meste skal være på plads, når dørene kan åbnes for medarbejderne.
Men Alex Fairhead og hans team kan ikke se udstillingssalene fysisk. Eller teste om planen virker i praksis. Og så er alle museets genstande ikke lige sådan at flytte rundt på.
En af de genstande, der har ført til hovedbrud og tænders gnidsel er den 16 tons tunge jernmeteorit Agpalilik, der lige nu står i forgården til det gamle geologiske museum.
Drømmen var at flytte meteoritten inden for på det nye museum, men de mange tons er for tungt til det nye fundament. Tanken var så at konstruere det rundt om Agpalilik, der som en del af en større sten ramte jordens overflade for omkring 10.000 år siden. Men heller ikke det kunne lade sig gøre.
»Den er så ikonisk. Folk cykler forbi den hver dag. Men heldigvis vil der være andre muligheder, så den fortsat kan være en del af det nye museum«, siger Alex Fairhead.
På Thomas Papes kontor trækker forskeren en lille, grønmønstret kagedåse frem. Nede i den, svøbt i hvide servietter, ligger en skrubtudse. Tudsen. Den var hans fineste kæledyr i barndommen, fra han fik den af sin far som 9-årig og i de 13 år, den var hans. Thomas Pape frøs den ned, da den døde og har siden tørret den.
Tudsen betyder noget særligt for biologen, men var så langt fra det eneste, lad os sige kæledyr, han anskaffede sig som både lille og større dreng. En sur gammel og hvæsende hugorm fundet i Tisvilde og bragt hjem i S-toget, snoge, allike-, krage, og husskadeunger, der blev fisket ud af deres reder, var nogle af dem.
Forbindelsen mellem Thomas Pape og naturen er aldrig gået tabt. Henover sommeren har han haft en tam korsedderkop foran sit køkkenvindue, som han har fordret med insekter, han har kastet ind i spindelvævet til den. Da han skulle navngive en bænkebiderflue kom den nu og for eftertiden til at hedde hannemariae, opkaldt efter hans hustru Hanne Marie.
»Det lyder da poetisk! Jeg ved ikke, om hun blev glad eller ej«, siger han. Og Hanne Marie er ikke det eneste familiemedlem, der har fået et insekt opkaldt efter sig.
På Zoologisk Museum ligger magasinerne med museets genstande blot et par trapper op fra Thomas Papes kontor. Men det kommer til at ændre sig, når han skal flytte med ind i de nye bygninger, for her kommer ikke til at være plads til størstedelen af samlingerne, som foreløbigt bliver i bygningen på Østerbro. Det smerter biologen.
»Det har jeg det simpelthen dårligt med. Det er det nødvendige onde. Jeg kan godt se, at sådan må det være, men det bliver en anden måde at arbejde på, og det bliver også en mindre effektiv måde«, siger Thomas Pape, som ofte får forespørgsler fra sine kolleger rundt om i verden, om han kan hjælpe.
»Hvis jeg skal finde et givent individ i vores samlinger, kan jeg i dag finde ud af, hvad det er jeg skal give videre af information, i løbet af no time. Når vi får endnu større afstand til samlingerne, vil jeg skulle samle de her forespørgsler til bunke, og så vil der være nogle, jeg når at glemme eller får taget mig dårligere af. Så vi taber noget, men vi vinder også noget«, siger han.
Alt i alt ser Thomas Pape frem til at kunne flytte ud af den gamle bygning.
»Jeg kommer ikke til at græde, den dag den eventuelt bliver bombet. Hvis det videnskabelige indhold bliver flyttet først«, siger han.
Peter C. Kjærgaard er klar over, at der vil komme forandringer for mange af de forskere, der har haft deres gang på den zoologiske del af Statens Naturhistoriske Museum. Men han mener også, at der vil komme nye muligheder, når det, han omtaler som den største investering i naturen siden 1800-tallet i Danmark, bliver en realitet.
»Sådan en som Thomas, som gerne vil ind at se på sine samlinger og være tæt på dem, hvilket han også skal, han vil gennem den digitalisering af vores samlinger, som vi er i gang med, kunne gøre meget af sit arbejde fra sin computer. Og han vil i den proces også kunne gøre de dele af samlingerne, som han har ansvaret for, tilgængelig for sine kolleger, studerende og for hele verden«, siger han.
Men Thomas Pape synes allerede, han bruger meget tid foran en computer. Han vil ud i naturen og dufte, smage, se, blive stukket, bidt og vende hjem med kløe af sine insekter. Og han vil gerne have nem adgang til sit materiale.
»Vi skal nok finde en løsning på det, og der er da masser af fordele, men jeg har svært ved at se, at jeg kan bruge ret meget mere tid bag skærmen«, siger han.
For at bevæge sig rundt i samlingerne og at være ude i naturen, er der energien bliver hentet, siger han og henviser til sin kone, Hanne Marie. Hun har fortalt sin mand, at man skal gå derhen, hvor man får energi.
»Jeg kan opleve en boblende, barnlig glæde, når jeg skal se på et eller andet, jeg ikke har set på længe, eller skal se efter noget, jeg tror er spændende. Noget materiale, jeg har lånt af et andet museum. Eller hvis jeg finder noget ude i naturen«, siger han. Ordene bliver knappe, hvis man borer lidt mere i, hvad der sker i biologen i det fysiske møde med naturen.
»Jeg kan ikke sige andet, end at det bekommer mig umådeligt godt. Jeg føler, at jeg kender fluerne bedre og forstår, ja, det lyder lidt underligt, men jeg forstår dem bedre som levende organismer, når jeg har oplevet dem i naturen. Det er formodentlig med til at give mig det drive, der gør, at jeg gider at sidde til langt ud på natten og kigge på de her fluer og skrive ting ned, og hvad jeg nu gør«, siger han.
Alex Fairheads opgave er at sikre, at børn, unge og ældre kommer til at mærke betydningen og suset, når de besøger det nye museum. Men der er én gennemgribende udfordring.
»En af de ting, jeg altid har tænkt på, når jeg har arbejdet på naturhistoriske museer er, at man forsøger at fortælle historier om liv og om vores påvirkning af naturens verden, men at de historier om liv skal fortælles gennem en samling, som er død«, siger han.
Alex Fairhead viser en samling af arktiske falke, som går flere hundrede år tilbage og som efter planen skal udstilles på det ny museum. De ligger på en bakke og er blot et lille udpluk af de hundredevis af arktiske falke, den danske samling rummer.
»De er så smukke. Men de ser virkelig døde ud. Og fordi de er samlet gennem så mange år, kan de fortælle os en masse om menneskets påvirkning af naturen. I dette tilfælde, kan vi gennem analyser af deres fjer, måle hvor meget kviksølv, de har absorberet gennem århundreder og fortælle en meget vedkommende historie om vores forhold til naturen«, siger Alex Fairhead.
Lige nu er han og kollegerne fra museet i fuld gang med at bestemme, hvad der skal med i de nye udstillinger. I den store evolutionshal på Zoologisk Museum peger Alex Fairhead på et af de store hvalskeletter, som man også har planer om at udstille på det nybyggede museum.
»En del af mig tænker på, hvordan vi skal få pakket alle de her skeletter ned og få dem flyttet og sat dem op. Men en del af mig bliver også lidt trist, fordi museet har ligget her i 50 år og snart skal lukke. Samtidig kan jeg mærke en optimisme og et potentiale i forhold til det nye galleri. Hvad kan vi gøre med disse fantastiske arter og deres historier?«, siger han.
Selv kommer Alex Fairhead ikke til at følge projektet til dørs. Han er rejst tilbage til London, hvor han nu er leder af udstillingstjenesten i Science Museum Group og arbejder på tværs af alle institutionens fire museer med ansvar for udstillingsprogrammerne samt de internationalt turnerende udstillinger.
At døden er en central del af et naturhistorisk museum, er Thomas Pape fuldt ud bevidst om. Et godt eksempel var, da en vild begejstring en helt almindelig dag på museet, endte med et dødt dyr i et platikkrus fyldt med sprit: For få måneder siden opdagede han den såkaldte Spyttende Edderkop i en korridor på museet.
»Den kan spytte noget lim afsted og nagle fluerne til underlaget og bide dem, og jeg har ledt efter den hele mit voksne liv, og så går den lige herinde i korridoren! Jeg kastede mig ned over den, og da den var fanget, fandt jeg et plastikkrus og hældte sprit på den, så den døde. Det er den måde, man gemmer edderkopper. Så holder de evigt«, siger han.
»Det er lidt underligt, for jeg er meget begejstret for liv. Men jeg slår ihjel HELE tiden. Jeg bruger rigtig meget tid på at slå ihjel«.
Redaktion
Tekst:
Line Prasz
Video og foto:
Johannes Skov Andersen, Adam Klixbüll Eisenhardt og Adam Rugh Høy Hansen
Grafisk tilrettelæggelse og animation:
Asmus Lauridsen
Videoredigering:
Henrik Haupt
Chef for digitale fortællinger:
Johannes Skov Andersen