Lasse Svan Hansen blev endnu en gang matchvinder, da Danmark fredag aften spillede VM-semifinale mod Spanien. Denne gang afgjorde han dog ikke kampen på et straffekast efter to gange forlænget spilletid og straffekastkonkurrence, men fra sin vanlige plads på højrefløj i de døende sekunder og sikrede dermed Danmark en plads i VM-finalen mod Sverige på søndag i Kairo efter en hårdt tilkæmpet 35-33-sejr.
Målet var kulminationen på en medrivende og målrig semifinale, der også bød på en storspillende dansk bagkæde anført af Mikkel Hansen og et rødt kort i anden halvleg til forsvarsgeneralen Henrik Møllgaard. Da slutfløjtet lød, kunne de danske spillere juble over den anden VM-finale i træk. Men undervejs var der trods føringen også ængstelige øjeblikke undervejs.
