Spisekammer eller uranmine?
Sydgrønland står over for et historisk valg. Er vejen til selvstændighed natur eller minedrift?
Grønland er rig på natur, men også på lukrative mineraler. I dag er Grønland afhængig af det danske bloktilskud, og selvom jordens skjulte skatte kan være et skridt på vejen til selvstændighed, er prisen høj. Specielt i et land, der mere end noget andet er knyttet til naturen.
I det bakkede bjerglandskab i den sydgrønlandske kommune Kujalleq ligger Kvanefjeld. Her findes sjældne jordarter og radioaktivt uranmalm. Vælger man at udvinde det kan det skaffe Grønland indtægter i milliardklassen.
Men der er en udfordring ...
Med fåreholdere, kvægfarme, slagteri og fiskefabrikker bliver området omkring Kvanefjeld kaldt for Grønlands spisekammer. Og fødevarer og uran går ikke ligefrem hånd i hånd.
Den 6. april bliver minens skæbne afgjort til det grønlandske landstingsvalg.
Der er 15 kilometer fra Kvanefjeld til Chris Papis’ fårestald. Et par hundrede meter fra fårestalden bor han sammen med sin kæreste Malou Møller i et lille hus. Grusvejen mellem stalden og huset kan kun ses i sommermånederne. Resten af året må de traske gennem knæhøj sne eller køre i traktor for at komme rundt.
Inde i huset ligger der friskrøget lammebacon på køkkenbordet, og fra stalden høres en konstant brægen. Der er ingen tvivl om, hvilke dyr de holder.
Chris Papis har altid ønsket at være fåreholder, og for to år siden gik drømmen i opfyldelse. Med en alder på 24 er han i dag den yngste, selvstændige fåreholder i Grønland. Selvom han nyder den simple tilværelse i det store landskab, bekymrer han sig for, hvor lang tid det kan fortsætte. »Hvis de begynder at udvinde uran vil fårene blive mindre og græsset vil have svært ved at gro« siger han. Hans største frygt er, at radioaktivt støv vil sprede sig med vinden over deres gård og marker.
En skæbne, alle fåreholderne i området frygter.
Minen har splittet det grønlandske folk og deres politikere. Uroen omkring den planlagte mine endte i februar med at udløse landstingsvalg. Nu skal den grønlandske befolkning til stemmeboksene.
Hvis partiet Inuit Ataqatigiit får regeringsmagten, bliver minen droppet. Hvis det historisk dominerende og nuværende regeringsparti Siumut får magten, er deres fremtid på gården usikker.
Fåreavl er ikke det eneste, som foregår nær Kvanefjeld. Det varme klima har også tilladt kvæg og rensdyrfarme. De mange dyr bliver avlet, pelset og sendt til slagteri i Narsaq. Byen for foden af Kvanefjeld.
Neqi A/S er grønlands eneste slagteri, og en af Narsaqs største virksomheder. I slagtehallen kæmper en radio i hjørnet desperat med de mange maskiner om at dominere lydbilledet. Udenfor er der mere stille.
»Jeg er bekymret for markedet. Bliver folk bange for at spise vores produkter? Jeg tror umiddelbart ikke, at der er nogen fare ved at spise vores kød. Men forbrugerne handler jo ikke altid rationelt«, siger den danske direktør for Neqi A/S Ole Vestergaard. Ole Vestergaard har ellers store forventninger til Neqi A/S.
Historisk set er Narsaq kendt for at være en fabriksby, men da den lokale rejefabrik lukkede i 2013, var der mange, der mistede deres job.
Udover fabriksarbejde er Narsaq også kendt for den årlige sommerfest Aasivik, der fandt sted i 70’erne. Her mødtes ungdommen fra nær og fjern for at diskutere politik og lytte til livemusik.
Som udefrakommende kan Narsaq virke tom den dag i dag. Byen er lille, og hvis vejret er dårligt, er der ikke mange mennesker på gaden. Men inde i de mange huse er der liv, og selvom folkefesten er væk, har uranminen i Kvanefjeld gjort, at Narsaq igen blevet centrum for den politiske debat.