0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Spisekammer eller uranmine?

Sydgrønland står over for et historisk valg. Er vejen til selvstændighed natur eller minedrift?

30. marts 2021
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Grønland er rig på natur, men også på lukrative mineraler. I dag er Grønland afhængig af det danske bloktilskud, og selvom jordens skjulte skatte kan være et skridt på vejen til selvstændighed, er prisen høj. Specielt i et land, der mere end noget andet er knyttet til naturen.

I det bakkede bjerglandskab i den sydgrønlandske kommune Kujalleq ligger Kvanefjeld. Her findes sjældne jordarter og radioaktivt uranmalm. Vælger man at udvinde det kan det skaffe Grønland indtægter i milliardklassen.

Men der er en udfordring ...

Med fåreholdere, kvægfarme, slagteri og fiskefabrikker bliver området omkring Kvanefjeld kaldt for Grønlands spisekammer. Og fødevarer og uran går ikke ligefrem hånd i hånd.

Den 6. april bliver minens skæbne afgjort til det grønlandske landstingsvalg.

Der er 15 kilometer fra Kvanefjeld til Chris Papis’ fårestald. Et par hundrede meter fra fårestalden bor han sammen med sin kæreste Malou Møller i et lille hus. Grusvejen mellem stalden og huset kan kun ses i sommermånederne. Resten af året må de traske gennem knæhøj sne eller køre i traktor for at komme rundt.

Inde i huset ligger der friskrøget lammebacon på køkkenbordet, og fra stalden høres en konstant brægen. Der er ingen tvivl om, hvilke dyr de holder.



Chris Papis har altid ønsket at være fåreholder, og for to år siden gik drømmen i opfyldelse. Med en alder på 24 er han i dag den yngste, selvstændige fåreholder i Grønland. Selvom han nyder den simple tilværelse i det store landskab, bekymrer han sig for, hvor lang tid det kan fortsætte. »Hvis de begynder at udvinde uran vil fårene blive mindre og græsset vil have svært ved at gro« siger han. Hans største frygt er, at radioaktivt støv vil sprede sig med vinden over deres gård og marker.
En skæbne, alle fåreholderne i området frygter.


Minen har splittet det grønlandske folk og deres politikere. Uroen omkring den planlagte mine endte i februar med at udløse landstingsvalg. Nu skal den grønlandske befolkning til stemmeboksene.

Hvis partiet Inuit Ataqatigiit får regeringsmagten, bliver minen droppet. Hvis det historisk dominerende og nuværende regeringsparti Siumut får magten, er deres fremtid på gården usikker.



Fåreavl er ikke det eneste, som foregår nær Kvanefjeld. Det varme klima har også tilladt kvæg og rensdyrfarme. De mange dyr bliver avlet, pelset og sendt til slagteri i Narsaq. Byen for foden af Kvanefjeld.


Neqi A/S er grønlands eneste slagteri, og en af Narsaqs største virksomheder. I slagtehallen kæmper en radio i hjørnet desperat med de mange maskiner om at dominere lydbilledet. Udenfor er der mere stille.


»Jeg er bekymret for markedet. Bliver folk bange for at spise vores produkter? Jeg tror umiddelbart ikke, at der er nogen fare ved at spise vores kød. Men forbrugerne handler jo ikke altid rationelt«, siger den danske direktør for Neqi A/S Ole Vestergaard. Ole Vestergaard har ellers store forventninger til Neqi A/S.




Historisk set er Narsaq kendt for at være en fabriksby, men da den lokale rejefabrik lukkede i 2013, var der mange, der mistede deres job.

Udover fabriksarbejde er Narsaq også kendt for den årlige sommerfest Aasivik, der fandt sted i 70’erne. Her mødtes ungdommen fra nær og fjern for at diskutere politik og lytte til livemusik.

Som udefrakommende kan Narsaq virke tom den dag i dag. Byen er lille, og hvis vejret er dårligt, er der ikke mange mennesker på gaden. Men inde i de mange huse er der liv, og selvom folkefesten er væk, har uranminen i Kvanefjeld gjort, at Narsaq igen blevet centrum for den politiske debat.



Langs de vindblæste gader går en lille kvinde rundt tre uger inden det grønlandske landstingsvalg. Hun deler ud af sine små pjecer med sit eget ansigt på til byens mange forskelligfarvede huse.




Kvinden hedder Mariane Paviasen, og hun stiller op til landstingsvalget for det minekritiske parti Inuit Ataqatigiit.

Hun gik ind i politik, da Grønland i 2013 ophævede den tidligere nultolerance over for udvinding af radioaktive stoffer som uran, og det igen kom på tale at udvinde råstofferne.

»Jeg græd, da jeg fik det at vide«, fortæller Mariane Paviasen om dagen, da loven blev ændret.



Kort efter lovændringen mødtes hun med et par veninder. De vidste godt, at minen i Kvanefjeld nu ville komme på den politiske dagsorden. Inspireret af den legendariske ‘Atomkraft – nej tak’-bevægelse stiftede de derfor bevægelsen Urani Naamik (nej til uran).

Mariane Paviasen har aldrig ønsket at være en politisk frontfigur, og nu hvor hun er blevet det, kan hun i bund og grund heller ikke lide rollen. Kameraer og mikrofoner gør hende nervøs, og positionen bag talerstolen er heller ikke hendes favoritplacering.

Alligevel er hun på alles læber i Narsaq op til det kommende valg, og for mange er hun blevet lidt af en lokal heltefigur.

»Jeg havde aldrig forestillet mig at stille op til politik indtil 2013, hvor jeg ikke så anden udvej.« siger hun.

Hvis ikke hendes parti får magten, kan Narsaq meget vel blive en by fyldt med lastbiler, minestøv og konstant larm fra de mange maskiner, der bruges i udvindingen af de kostbare mineraler.


I nabobyen Narsarsuaq, der ligger 50 km fra Narsaq, bor John Knud Høegh-Olsen. En af de få højtråbende mineentusiaster i Sydgrønland. Han har flyttet rundt mange forskellige steder i Grønland, men de sidste par år har lufthavnsbyen været hans hjem. En by, der nok så sin storhedstid under Koreakrigen, hvor amerikanerne byggede et stort hospital til de hårdest sårede soldater.


I dag bor der omkring 100 mennesker i byen, der primært består af et hotel, en grillbar og en række betonlejligheder til turister, der skal mellemlande. Her bliver folk sjældent hængende flere dage ad gangen, og hvis de gør, er det på grund af længerevarende storme, der burer dem inde bag hotellets døre.

Hver morgen knapper John Knud Høegh-Olsen sin skjorte og binder sin butterfly, inden han skænker vin og serverer mad for turisterne som tjener på hotellets restaurant. Hvis han ikke løber frem og tilbage og råber »Ja, tak!« i køkkenet, nyder han godt af byens omkringliggende natur. Når det bliver mørkt, smækker han benene op på sofabordet og tænder for en dokumentar på DR2.


»Jeg tror på, at der vil komme folk til byen og arbejde, hvis minen åbner. De vil have flere penge på lommen og skal selvfølgelig have noget at spise. Så vil de folk, der bor i Narsaq, kunne få jobs på caféer og restauranter« siger John Knud Høegh-Olsen og skynder sig at tilføje »Indkomsten i Sydgrønland er noget lavere end resten af Grønland. Det er først og fremmest, fordi der ikke er mange arbejdspladser, hvor man kan være i længere perioder.«

I aften står den på et program om 70’erne i Danmark, og dertil har han en hjemmelavet anretning af frossen hellefisk, æbler, soya og rugbrød på skærebrættet. Kort sagt har John Knud Høegh-Olsen en stille og rolig tilværelse i Narsarsuaq.

Men på mobilen er der ballade. Han er ikke bange for at ytre sin begejstring for mineprojektet på de sociale medier, men det har sine konsekvenser. Han er ikke populær i lokalmiljøet, og hans indbakke er fyldt med tilsvininger og trusler om tæsk.



Tilbage på gården er Malou Møller i gang med aftensmaden. Den står på en kombination af spaghetti bolognese og svensk pølseret.

Mens der røres i gryderne, fortæller Malou Møller, at hun er fra byen Sisimiut i det nordlige Grønland. Det er Grønlands næststørste by, og på de kanter har de ingen fåreavl eller landbrug. Førhen har hun boet i det hawaiianske ferieparadis Honolulu, shaket cocktails i Las Vegas og brugt to år på efterskole i Danmark.


Siden Malou Møller var lille, har hendes mor fortalt hende historier om livet på en gård. Fascinationen gjorde det let for hende at sige ja til Chris Papis tilbud om et fåreholdersted. Som så mange gange før tog hun ud på et nyt eventyr.