0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Fotofortælling

De beredte

17. juli 2022
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Søndag er det to uger siden, folkefesten i forbindelse med Tour de France-starten i Danmark fik en brat ende med masseskyderiet i indkøbscenteret Field's på Amager i København.

Fotograf Mads Claus Rasmussen har fotograferet og talt med 10 af de personer fra beredskabet, der enten allerede var på arbejde den aften eller smed, hvad de havde i hænderne for at komme det.

Her er, hvad de oplevede.

Alarmopkaldet

»Jeg oplevede det som en voldsom hændelse«

Ditte-Camille Markussen, 40 år, sundhedsfaglig visitator i Region Hovedstadens Akutberedskab, Ballerup

Søndag 3. juli 2022 klokken 17.39 indløb det første opkald til 1-1-2 hos Akutberedskabet i Ballerup i forbindelse med skyderiet i Field’s.

Ditte-Camille Markussen sad klar til at tage imod de mange opkald, selv om det kort tid forinden havde været en helt almindelig søndagsvagt i juli.

»Det var en stille og rolig søndag. En af ambulancerne havde lige været inde med en jordbærkage, som vi skulle spise. Vi gik fra at stå med et stykke jordbærkage til, at der kom et opkald til en af vores paramedicinere, hvor der på vores skærm stod, at der var blevet skudt i Field’s«, fortæller Ditte-Camille Markussen.

En sundhedsfaglig visitator besvarer 1-1-2-opkald. Det er sygeplejersker og paramedicinere med mange års erfaring fra enten gaden, som paramediciner eller fra hospitalerne inden for akut, intensiv eller anæstesi.

Under skyderiet i Field’s tog Ditte Camille Markussen imod rigtig mange opkald og havde mange snakke med fysisk og psykisk tilskadekomne borgere.

»Vi er ikke vant til noget i den her størrelse. Men vi skal kunne performe, når hændelsen sker, og når der bliver trykket på den knap«, fortæller Ditte-Camille Markussen, der få minutter efter første opkald allerede havde snakket med flere borgere.

»En person, der angiveligt var blevet ramt af skud, ringede ind. Mens han talte, kom der et opkald mere ind, som jeg tog. Vi fik de to første opkald derudefra med få sekunders mellemrum. Jeg fik et opkald, hvor jeg kunne høre nogen skrige. Jeg kunne høre noget tumult og prøvede at danne mig et overblik over, om det havde nogen sammenhæng med det, jeg hører, som mine kolleger sad med ved siden af. Ret hurtigt gik det op for mig, at det havde det. Jeg blev meget hurtigt praktisk orienteret, fordi vi er trænet til de her scenarier«, fortæller Ditte-Camille og fortsætter.

»Det var en kaosfase, men alligevel synes jeg, det osede af, at det på en eller anden måde var kontrolleret. Jeg oplevede det som en voldsom hændelse. Man kan ikke undgå at blive påvirket i en eller anden grad, når man taler med unge mennesker, der er kommet svært til skade«.

Udrykning

»Vi arbejder ikke med ’hvis’, men ’når’ det sker«

Christina Sindberg, 46 år, dispatcher i Region Hovedstadens Akutberedskab, Ballerup

Christina Sindberg havde det overordnede ansvar for at fordele ambulancer. Efter at borgerne havde talt med den sundhedsfaglige visitator, var det Christinas ansvar som dispatcher at finde det rette køretøj til den konkrete hændelse og sikre, at ambulancer, TEMS (Tactical Emergency Medical Service) og andet sundhedsfaglig personale kunne komme sikkert frem til Field’s. Under skyderiet i Field’s brugte Christina seks forskellige radioer for at holde kontakt til politi, indsatsleder, TEMS og redning.

»Vi var i vagtskifte. Det her sker en time før, jeg egentlig skulle være gået hjem fra vagt. Men det var vigtigt for mig at følge hændelsen til dørs, når den var så stor, som den var«, fortæller Christina Sindberg.

Hun er vant til at have mange bolde i luften. Klokken 17.50 søndag aften blev AMK (akut medicinsk koordinering) vagtcentralens beredskab for ’stor hændelse’ aktiveret. Det betød, at Christina Sindberg begyndte at kalde flere ambulancer ind fra blandt andet Region Sjælland, som kunne stå standby rundt omkring i Region Hovedstaden. De var allerede på vej mod hovedstaden klokken 18.35.

I Akutberedskabet har de gjort, hvad de kunne, for at være forberedt på en hændelse som den i Field’s.

»Vi arbejder ikke med ’hvis’, men ’når’ det sker. Da jeg hørte det, så tænkte jeg: ’Okay, det er nu. Så gør vi det’. Det tror jeg også, jeg vil gøre næste gang. Et beredskab skal være klart. Det er derfor, vi er et beredskab«, fortæller Christina Sindberg.

Paramediciner

»Det er virkelig hårdt at løbe rundt så længe med al det udstyr«

Thomas, 47 år, paramediciner og en del af TEMS i Region Hovedstadens Akutberedskab, Ballerup

TEMS (Tactical Emergency Medical Service) aktiveres i situationer, hvor der er tilskadekomne på skadesteder, som politiet endnu ikke har kunnet sikre. Søndag 3. juli 2022 blev fem hold aktiveret. Fire kom frivilligt ind.

»Jeg er indsat sammen med en læge, som også er en del af TEMS. Min funktion på et skadested er at vurdere, hvor mange tilskadekomne der er, og stå for al kommunikation med politi«, fortæller Thomas.

Som en del af TEMS rykker Thomas ind før ambulancepersonalet. De rykker ind med hjelm, skudsikker vest og behandlingsudstyr, så de kan hjælpe dem, der er hårdest såret.

»Jeg er glad for, at vi har en fysisk test hvert år. For det er virkelig hårdt at løbe rundt så længe med al det udstyr. Det vejer næsten 40 kilo«, fortæller Thomas.

Under skyderiet i Field’s var Thomas til stede med sin kollega hele aftenen og løb rundt i det store center for at lede efter sårede personer.

»Det vil altid være sådan, at det er gerningsmanden, der er et skridt foran til at begynde med. Det er ikke os, der kommer før ham. Det er ham, der står derinde, og os, der skal ind til ham. Det er ham, der har forberedt sig på det«, siger Thomas.

Triagering

»Du kan aldrig forberede dig på et masseskyderi«

Michael Morsø, traumeportør (triagering) under enhed for kliniske portører, Rigshospitalet i København

Michael Morsø havde fri og var derhjemme med sin hustru.

»Jeg fik en beredskabsmeddelelse fra Rigshospitalet, og kort tid efter fortalte min hustru, at der var et eller andet i Field’s med noget skyderi, og så kunne jeg godt lægge to og to sammen. Så var det bare ud af døren, finde nøgler og ned i bilen og blæse afsted. Jeg kom ind til, ikke forvirring, men mange mennesker, der hurtigt skulle ned og klæde om. Der var allerede ankommet tre patienter på det tidspunkt«, fortæller Michael Morsø.

Hvilke tanker gik der igennem hovedet i ventetiden?

»Der gik mange ting igennem hovedet. Det første var: Er vi klar? Og det var vi. Både mine kolleger og jeg var fokuserede. Men du kan aldrig forberede dig på et masseskyderi. Jeg har stået ved Præstø-ulykken, og det er bare noget andet, når der først bliver trykket på den store knap«, fortæller Michael Morsø.

Under skyderiet i Field’s stod Michael Morsø ude i gården, hvor ambulancerne rullede ind med de tilskadekomne. I sådanne situationer er det vigtigt, at kolleger og ambulancepersonale ved, hvem der er hvem, og derfor har han altid sin vest på.

»Alle funktioner virker, når det går galt. Kommunikationen kan selvfølgelig blive bedre. Det gælder både hos os og ledelsen, men i bund og grund gik det godt«, siger Michael Morsø.

Traumecenteret

»Jeg smed alt, hvad jeg havde i hænderne, og hoppede op på min cykel«

Oliver, 30 år, traumeportør (traumestue) under enhed for kliniske portører, Rigshospitalet i København

For den 30-årige traumeportør Oliver var søndag 3. juli 2022 en stille og rolig dag, lige indtil en 22-årig mand skød omkring sig i Field’s i København.

»Jeg sad og grillede hos en veninde på Nørrebro, da jeg fik beredskabsmeddelelsen fra Rigshospitalet. Jeg smed alt, hvad jeg havde i hænderne, og hoppede op på min cykel«, fortæller Oliver.

Da han kom ind på traumecenteret, var han en af de første. Men hurtigt blev de mange. Når beredskabet samles i forbindelse med traumekald, tager Oliver en vest på, som tydeligt viser, at han er den ansvarshavende portør. Det var derfor hans opgave at holde overblikket og tale med beredskabsledelsen løbende.

»Jeg tror, at 40 portører dukkede op fra forskellige centre og stod klar, selv om mange af dem havde ferie. Der var hele tiden en række med 10 portører klar, som var klar til at få opgaver. Det var vildt at se, at når det virkelig gælder, er der ikke nogen, der stiller spørgsmål eller handler på egen hånd. Alle gjorde, som der blev sagt«, siger Oliver.

Traumesygeplejerske

»Mennesket Jea var trist, men som sygeplejerske var jeg klar«

Jea Tilsted, 46 år, traumesygeplejerske på afdeling for bedøvelse, operation og Rigshospitalets Traumecenter i København

Det var alvorligt, mærkede Jea Tilsted hurtigt. Hun har været sygeplejerske i Traumecentret i 10 år

»Så jeg ved godt, hvad det vil sige, når folk er blevet skudt, og at det betyder, at det er svært tilskadekomne, der vil komme«.

Hvilke tanker gør man sig, når man går derhjemme i rolige omgivelser og får at vide, at der har været skyderi, og man bliver bedt om at møde ind?

»Da jeg fik opringningen, var der en masse tanker, der gik i gang: Var det 3, 100 eller 300 patienter«, fortæller Jea Tilsted, der ikke havde nogen patienter på sit traumeleje, fordi de var blevet kørt videre ud på relevante afdelinger på Rigshospitalet, da hun mødte ind.

»Mennesket Jea var trist, men som sygeplejerske var jeg klar. Og jeg vil sige, at da jeg stod i opgang 3 og skulle til at klæde om, der kommer de kørende ud med en patient, og der tænker jeg: ’Okay, det er alvorligt, det her’«, siger Jea Tilsted

Ortopædkirurgen

»Vi kunne have taget imod mere end 30 hårdt tilskadekomne med det samme«

Anders Wallin Paulsen, 47 år, ortopædkirurgisk traumelæge på afdeling for led- og knoglekirurgi, Rigshospitalet i København

Anders Wallin Paulsen stod og opererede, da han fik et traumekald. Det kommer der jævnligt, men denne søndag var det lidt anderledes, da der havde været skyderi i Field’s.

»De ville have, at jeg gik fra min operation for at komme ned til traumecentret, så vi kunne snakke om, hvad der skulle ske. På vej ned fra operationsgangen til traumecenteret gjorde jeg mig en masse tanker om, hvad der skulle ske, og hvilke informationer man havde. Jeg kom ned til to bedøvelæger. Vi er enige om, at det lyder som noget, der er voldsomt, og bliver enige om at kalde ekstra kolleger ind«, fortæller Anders Wallin Paulsen.

Selv om meldingen var masseskyderi, var Anders Wallin Paulsen ikke nervøs for, at de ikke kunne håndtere det, da han så, hvilke kolleger der var indkaldt og stod klar derinde.

»Der var jeg ret overbevist om, at selv om der kom rigtig mange patienter, ville det være noget, der godt kunne håndteres. Der var 5-6 personer, som var klar til at tage imod hårdt tilskadekomne. Vi kunne have taget imod mere end 30 hårdt tilskadekomne med det samme«.

Ifølge traumelægen er der ikke nogen tvivl om, hvorfor det er gået godt:

»En stor del af årsagen til, at det er gået godt, er de store øvelser, vi har lavet de seneste fem år, og det store engagement, personalet har og udviser. Der er en vilje til at sige: »Det her er noget, hvor jeg kan gøre det, jeg er trænet til, og komme ind også selv om jeg har fri og sidder i koldskålen sammen med børnene«. Der var enormt mange, der ringede ind på min vagttelefon og sagde, at de lige skulle sætte børnene af hos bedsteforældrene og så var på vej ind«.

Sorgarbejdet

»Mange sad tilbage med en frygt for at miste, frygt for at dø og overlevelsesskyld«

Susanne Steensgaard, ledende beredskabspræst i Region Hovedstaden, Kastrup