Oppustede perlemorsskinnende ballonhunde i lyserødt og mintgrønt står på parade i vinduet. Som pastelfarvede hilsner til kunstneren Jeff Koons ikoniske popart-hunde med deres tvetydighed, deres invitation til leg og magnetiske tiltrækningskraft, selv om de bare er form og helt hule indeni.
Bows & Balloons lokker. Midt i Teglholmens ny boligkvarters stramme form er et besøg på cafeen som en sviptur til en anden verden. En verden for dem, der gerne vil have et selvportræt printet i skummet på deres latte, for dem, der gerne vil tage en selfie i et badekar fyldt med hvide og sølvfarvede kugler, mens de venter på deres croissant med glimmerdrys og lyserøde skumfiduser. Og hvem vil ikke det?
Med tre piger på 4, 11 og 14 som medkontrollanter må jeg overgive mig. Det er jo sjovt. I hvert fald for et enkelt besøg. Som en tur i en forlystelsespark, hvor man skal prøve de forskellige attraktioner. Se guldtelefonboksen, tage selfies på gyngen med blomsterdekorationen eller med englevinger op ad den store blå, glitrende væg.
Det er svært at holde fast i sin Instagram-skepsis, må jeg sande, da stedets slagnummer med navnet Bella Ballou Choko-duo kommer på bordet. Vi taler en isdessert med seks kugler, vafler og karamelsauce skjult under en pink candyflosssky og serveret med så meget tøris, at hele bordet nærmest forsvinder i røg. Så kan det nok være, at også den skeptiske voksne får fumlet telefonen frem!
