0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Minken er død, lastbilen er parkeret og den sidste pelsning i gang. Så ... hvad nu?

19. februar 2021
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er historien om de sidste danske mink. En politisk skandale, der gik så vidt, at statsministeren blev opfordret til at træde af.

Det drejer sig om et helt erhverv, men det handler også om menneskeskæbner.





Nyheden er drevet over, men konsekvenserne er først lige ved at vise sig ... Klik på billederne herunder og dyk ind i fortællingerne.

Den stolte pelseriejer



Når du træder ind på Danpels, rammer den syrligtsøde og tunge minklugt dig allerede i kantinen. I radioen spiller en litauisk udgave af ’Sweet Dreams’ med Eurythmics. Halvdelen af medarbejderne på Danpels er sæsonarbejdere fra Litauen og Ukraine.

Franz Struntze og hans medarbejdere er ved at pelse de sidste 680.000 mink, som de nåede at få fra avlere fra hele landet. I familien Struntze har man aldrig skullet mangle noget. Over tre generationer har man stolt arbejdet på at videreføre familierhvervet. Æraen stopper ved Franz Struntze.



Som udefrakommende lader alt på fabrikken her i midten af januar til at være normalt. Franz Struntze fortæller med stolthed i stemmen.

»Der er 20.000 ledninger, der konstant eksekverer inden for 3 sekunder«.

Og nu er alt udstyret ubrugeligt. Robotterne, som de selv har udviklet, dominerer lydbilledet i rummet. I en flerfaset proces sørger de for at flå skind fra resten af dyret, hvorefter man skrubber, puster, tromler, børster og skraber skindet for at give det reneste og pæneste resultat. Verdens bedste, ifølge Franz Struntze.

»Da jeg viste pelseriet for Kopenhagen Furs bestyrelse i sommer, sagde vi: »Nu skal I ind at se det mest moderne og effektive pelseri i verden««.

Bemandingen på fabrikken er allerede mere end halveret. I dag er der 38 på arbejde. Danpels havde regnet med, at de i år skulle pelse omtrent 1.400.000 mink efter at have opkøbt udstyr i foråret, der udvidede deres produktion. Sådan blev det ikke. Til april vil de sidste mink være pelset og være sendt på auktion.




»Jeg kan lave alt med mink og pels«, fortæller Anna Maliuta.

For fabriksarbejderen Anna Maliuta blev sæsonarbejde til permanent opholdstilladelse. For 12 år siden kom hun til Danmark fra Ukraine for at arbejde på en minkfarm. Nu skal hun for første gang beskæftige sig med noget andet. Mink har været omdrejningspunktet for hendes tilværelse i Danmark.




Anna Maliuta kender hele processen inden for minkavl, og det er hårdt for hende pludselig at skulle omstille sin tilværelse. 12 år er gået, og Anna Maliuta har giftet sig med manden Dima. De har sammen et barn, der går i børnehave Aars, hvor de for to år siden købte hus.

De fleste andre sæsonarbejdere tager hjem nu eller skal forsøge at finde anden beskæftigelse inden for landbrug. Anna Maliuta håber, at Franz Struntze vil tage hende med videre i sine nye projekter.

»Det er ikke helt gået op for mig endnu, at det stopper. Det har været vores liv her i Danmark. Arbejdet var vores liv«, siger Anna Maliuta.




Hvad fremtiden bringer for Franz Struntze selv eller medarbejderne, ved han ikke.

»Hvad kunne du tænke dig at bruge din fremtid på, spurgte vi os selv som unge. Der var meget oppe at vende i hovedet, og det er der også nu. Det er de samme tanker, vi skal starte forfra med. Det, vi har uddannet os til de sidste 25 år, og den viden og erfaring, vi har opnået, kan vi lægge i skuffen«.

Den sidste lastbil har været ude at hente frosne mink fra Limfjordens Fodercentral, hvor de har opbevaret de sidste dyr for avlerne ...




»Som selvstændig erhvervsdrivende har man indflydelse på de beslutninger, der bliver taget, og indflydelse på de resultater, man opnår. Her har man stået magtesløs og fulgt et uskønt forløb på sidelinjen«.

Franz Struntze er til gengæld ikke i tvivl om, at når den sidste mink er pelset, vil han komme til at blive ramt af en tomhed. Den tomhed, som mange af avlerne oplever lige nu.

»Min egen person har været sat til side i det her. Flere farmere, som jeg pelser for, beskriver for mig, at om morgenen, når de vågner, så har de været vant til at skulle ud at fodre mink. Nu sidder de og får morgenkaffe og venter på, at det bliver lyst«.


Den søde lugt af død




En kvalm stank hang i luften i midten af oktober 20 kilometer vest for Aalborg i området nær Gjøl. Mågerne kredsede over Linda og Kaj Christensens minkfarm. Som du nærmede dig, kunne det til forveksling blot være den almindelige lugt af landbrug. Men når du stod midt i det, gik det op for dig, at den lugt var så intens og rådden, at der var noget på færde.

Og det var der også.

Det var lugten af tusindvis af døde mink.

Linda og Kaj Christensen skulle i løbet af nogle få dage aflive hele deres raske minkbestand. Deres minkavl befandt sig nemlig inden for den berygtede radius på 7,8 kilometer til en smittet farm. Det var på daværende tidspunkt besluttet, at alle minkbestande, der lå inden for dette areal, skulle aflives.

Deres farm lå 5,7 kilometer fra det formodede epicenter. På farmen stod de selv for aflivningen sammen med hjælperen Gert Nielsen.





»Det er forfærdeligt at se hele sin bestand blive aflivet, så kort tid før vi skulle have pelset mange af dem. At aflive de raske mink føles helt forkert«, sagde Linda under frokostpausen.

Lugten af død var så intens og tung, at det var svært at trække vejret, og den blev intensiveret, jo tættere man kom på en rød container. Heri lå der omkring 3.000 døde mink af de 13.000, der skulle aflives på deres to minkfarme.





Der var mange ubesvarede spørgsmål de dage, men selve aflivningen kunne man ikke længere undgå. Den foregik ved, at man gassede 100 mink ad gangen i en kasse, som de blev smidt ned i.






Minkene blev gasset i mindst 5 minutter, hvorved man sikrede sig, at de alle nu også var sovet ind. Sluttelig blev de hældt op i containeren til de andre lig fra de foregående timer og dage. Og torsdag eftermiddag var der helt stille på farmen.

En lille måned senere måtte resten af landets avlere følge trop med aflivningen.


Den nyskilte avler




Situationen er den, at Kaj Christensen er gået fra at være en gift mand, der ejede to minkfarme med 13.000 mink til at være single og jobsøgende. Konen har forladt ham og fundet en anden. For første gang siden han startede i lære som 15-årig, mangler han beskæftigelse.

Her i midten af december er det svært at mærke, hvor påvirket Kaj Christensen reelt er af situationen. Om det omhandler skilsmissen eller minkaflivning, eller om kaffen skal være med eller uden mælk, har Kaj Christensen ikke de store udsving i mimikken. Kaj er snarere en mand, der handler.
Han er løsningsorienteret.

»Efteråret har været barsk. Hver dag skulle vi omstille os. Der skulle laves en ny plan flere gange om ugen. Det kan godt ske, at jeg lige trænger til at slappe lidt af«.





Det er januar, og vi er tilbage i Gjøl. Denne gang hjemme på Nørredigevej, hvor Kaj Christensen nu går og passer sig selv. I det store hus med dertilhørende lader finder man stadig små indikationer på, at der her har boet en minkavler med kone og børn. Når du træder ind i entreen, står der en lille udstoppet mink på en kommode og byder dig velkommen. Ude i laden står der en bunke nye bure, som Kaj havde købt for at udvide bestanden. Dem får han ikke brug for. Og på knagerækken hænger nogle store jakker med en omdiskuteret figur på ærmet, der stirrer tilbage på dig.


Marius Renner
Foto: Marius Renner



Dagene går med at rydde op og få det hele til at se lidt pænt ud. Både på hjemmefronten og ude på minkfarmen, hvor Kaj i december måned var med til at rengøre farme efter aflivningen.

»Det her er en ceremoni for at lukke. Der er ingen drive i det, det er bare noget, vi gør. Vi får jo aldrig brug for noget af udstyret mere. Det skal smides ud med hård hånd, og det føles helt forkert«.




Tilbage i Gjøl i det nye år ved Kaj Christensen fortsat ikke, hvordan fremtiden skal se ud. På jobfronten satser han på at lande noget fabriksarbejde, han kan se sig selv i. Hvis det stod til ham, havde han passet mink de næste mange år. Nu er planen et 8-16-job. Et job, hvor man modsat mink lægger hjernen og sit civile tøj uden for fabrikken.



»Det, der var dejligt ved at arbejde med mink, var, at jeg kunne føle årstiden. Om foråret parrer vi minkene. Om sommeren har vi ungerne. Om efteråret skal vi pelse dem. Der er årets gang i det, og jeg lagde mig altid i selen for at gøre det bedst muligt. Det med at se bagefter, at det hjalp, det, jeg gjorde, det var det, der gav gnisten«.



»Hvis jeg får et fabriksarbejde, og der kommer sne en dag, så må jeg ringe og sige, at jeg kommer en halv time for sent. Kom der sne med minkene, så måtte vi ud med skovle, så foderbilen kunne komme. Hvis det føg ind på halmen, så måtte vi skifte den ud«.

»Nu kan jeg bare kigge ud og sige, nå, det sner, tjaa. Så livet bliver meget nemmere som fabriksarbejder, men udfordringerne – de mangler«.




»Nu bor jeg alene. Jeg har det godt i mit eget selskab, men jeg har eksempelvis aldrig skullet tænke på, hvad jeg skal have til aften. Så det skal jeg lige lære«.

Kaj Christensen tager de mange omstillinger med stiv arm, men han er usikker på, hvordan han med tiden får det, og kan denne gang ikke planlægge sig ud af det. For foråret er på vej og fuglene begynder at synge kraftigere ...


De sidste skind


Marius Renner
Foto: Marius Renner