Tilbage i 1950’erne skulle en lille pige begynde i skole. Lad os kalde hende Rigmor. Hun skulle aflevere sin dåbsattest, og ved den lejlighed fortalte forældrene hende en hemmelighed: Rigmor var adopteret via en annonce i avisen. Men hun måtte ikke sige det til nogen. Rigmor lærte senere mere af historien at kende gennem sine adoptionspapirer, der lå i et bestemt skab i stuen.
»Hjemmet, hvor Rigmor voksede op, var ukærligt, og når hun var alene, fandt hun papirerne frem og drømte om, hvem hendes rigtige mor og far var«, siger Karen Vallgårda.
Hun er lektor i historie ved Saxo Instituttet på Københavns Universitet og har blandt andet forsket i familiehemmeligheder. I forbindelse med sin forskning mødtes hun med Rigmor, der i dag er midt i 70’erne.
»Det var meget skamfuldt for hendes adoptivforældre, at de ikke havde kunnet få deres egne børn. Mens de ventede på adoptionen, gik hendes mor med en pude på maven, for at omverdenen skulle tro, at hun var gravid«, fortæller Karen Vallgårda.
