0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

Karen Vallgårda er historiker og forsker i familiehemmeligheder. Hun anfægter, at det er entydigt godt at åbne for tabuer, og mener, at vi bliver nødt til at anerkende dobbeltheden i hemmeligheder. Der kan også være noget smukt i en hemmelighed, siger hun.

Karen Vallgårda forsker i hemmeligheder: Rigmor måtte ikke fortælle familiens hemmelighed til nogen

Historiker og familieforsker Karen Vallgårda er skeptisk over for tidens ønske om at blotlægge alle familiens hemmeligheder.

FOR ABONNENTER

Tilbage i 1950’erne skulle en lille pige begynde i skole. Lad os kalde hende Rigmor. Hun skulle aflevere sin dåbsattest, og ved den lejlighed fortalte forældrene hende en hemmelighed: Rigmor var adopteret via en annonce i avisen. Men hun måtte ikke sige det til nogen. Rigmor lærte senere mere af historien at kende gennem sine adoptionspapirer, der lå i et bestemt skab i stuen.

»Hjemmet, hvor Rigmor voksede op, var ukærligt, og når hun var alene, fandt hun papirerne frem og drømte om, hvem hendes rigtige mor og far var«, siger Karen Vallgårda.

Hun er lektor i historie ved Saxo Instituttet på Københavns Universitet og har blandt andet forsket i familiehemmeligheder. I forbindelse med sin forskning mødtes hun med Rigmor, der i dag er midt i 70’erne.

»Det var meget skamfuldt for hendes adoptivforældre, at de ikke havde kunnet få deres egne børn. Mens de ventede på adoptionen, gik hendes mor med en pude på maven, for at omverdenen skulle tro, at hun var gravid«, fortæller Karen Vallgårda.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu

Annonce