Ude på havet går Magnus Heunicke i stå midt i en sætning.
Miljøministeren er ved at forklare, at det var en stor fejl, at landbruget har haft lov til at dyrke helt ud til Danmarks åer og kyster. Den beskyttende zone af skove, enge og moser, der skulle forhindre gødningen fra markerne i at sive ned i åerne og havet, er pløjet og drænet væk over årtier.
»Det er helt forkert, den udvikling, der har været, hvor vi skulle dyrke helt frem til vandet ...«, siger han.
Så opstår der en aflang bølge foran den picnic-båd, ministeriet har skaffet til interviewet, og alle om bord kommer op at køre.
