Blodet siver ud fra baghovedet gennem de syntetiske hår og farver baghovedet på den blonde paryk rødt. Frederik Friis ligger i en sofa på Amager hos en ven og forsøger at komme til sig selv efter flugten i 20 centimeter høje stiletter væk fra den hætteklædte gruppe, der tidligere på aftenen fulgte efter ham ud af metrostationen Femøren.
Det var ikke første gang, at han i dragkostume fik uønsket opmærksomhed fra fremmede. Først forsøgte Frederik Friis at ignorere deres tilråb. Men så trak en af dem en kniv.
»Så var det bare af sted, af sted, af sted, af sted, af sted. Men jeg havde hælene på, så jeg faldt hurtigt og slog hovedet ned i en kantsten«, fortæller han.
Såret i baghovedet er i dag blevet til et ar fra den kolde forårsaften for fire år siden, da han kun lige akkurat slap væk fra en hadforbrydelse.
