Jane Ostermann-Petersen havde svært at tro sine egne øjne.
Efter mange års ophold i Amsterdam var hun tilbage i sin fødeby, da hun for 10 år siden cyklede rundt på det gamle industriområde på Refshaleøen. I den hollandske hovedstad havde hun oplevet, hvordan områderne langs havnen var blevet plastret til med boliger. Derfor kunne hun slet ikke forstå, at Refshaleøen lå mere eller mindre ubenyttet. For det er trods alt kun 10 minutter på cykel fra Kgs. Nytorv.
»Jeg tænkte whaaaat! Hvad sker der!?! Hvor er de alle sammen henne? Jeg er jo en 80’er-pige, der elsker æstetikken i sådan noget nedlagt havne-hallo, hvor brombærkrat er begyndt at skyde op mellem kæmpe store konstruktioner og åbne haller«, siger hun.
I mere end 100 år var Refshaleøen synonym med det enorme skibsværft B&W. I årene efter konkursen i 1996 var området lukket for offentligheden. Men det ændrede sig i 2009, da det tidligere industriområde fik status af perspektivområde i kommuneplanen og blev indtaget af gentrificeringens fortropper.
