»Nu skrider I«, snerrer en civilklædt politimand. Okay, svarer vi, men nøjes i første omgang med at træde et par skridt ind i aftenmørket. Vi vil gerne tale lidt med flygtningene, der sidder omkring bålene i denne improviserede lejr ved flodbredden cirka 30 kilometer syd for Edirne.
Men så er han der igen, den tyrkiske politimand. »Forsvind!«, brøler han og skubber os hen mod vores bil.
Få minutter senere bliver flygtningene fragtet væk i busser. De passer åbenbart ikke længere ind i den forestilling, som Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, med stor succes har sat i scene ved Tyrkiets nordvestlige grænse til Grækenland. En forestilling, der skal skabe panik i Europa.
Da showet startede i slutningen af sidste uge, var der ellers ingen ende på, hvad vestlige medier kunne få lov til. De kunne frit vise billeder af tusindvis af flygtninge og migranter, der blev mødt af pigtråd, tåregas og gummikugler, da de stormede grænsehegnet ind til Grækenland.
