Den 29-årige engelsklærer Haseen Afghan fører an med sin 10 måneder gamle datter Oswah i en bæresele på maven. De når frem til en jordvej og følger den et godt stykke, inden de drejer ind over en mark. I hælene på Haseen går smeden Aman Rahimi, en bjørn af en mand, der hostende bærer sønnen Elia over skuldrene. Så følger Fatema, Armans spinkle og forsagte hustru. Bagerst kommer Haseens kone Somaya, som allerede sakker agterud. Hun vred om på foden under en tidligere vandring og støtter sig haltende til en krykke.
De går op ad en bakke og holder et hvil i ly af en stribe træer. Somaya indhenter gruppen og synker lettet ned på et tæppe. Haseen sidder på hug og tjekker ruten på mobilen. Et øjeblik efter kommer de igen på benene og begiver sig ud på den afgørende strækning. De strider sig ned gennem et sumpet krat, og så går det atter opad med tjørnegrene svirpende mod ansigterne. Haseen standser på bakketoppen.
»Grænsen går lige her«, siger han.
»Nu er vi i Kroatien«.
