I syv år har de forhandlet, EU og Kina, om en stor investeringsaftale. Det gik trægt, for parterne var ærligt talt langt fra hinanden, fik EU-journalisterne at vide, senest i september efter endnu et magert EU-Kina-møde. Men så, nærmest ud af det blå, indgik parterne 30. december, mens det meste af Bruxelles holdt juleferie efter et opslidende Brexitforløb, den store investeringsaftale CAI, Comprehensive Agreement on Investment.
Aftalen giver kort fortalt bedre adgang for EU-virksomheder på det kinesiske marked på mere lige vilkår end i dag. Indholdet vender vi tilbage til, men i første omgang er det værd at dykke ned i aftalens geopolitiske perspektiver. Det er dem, der har fået verden til at spærre øjnene op.
For der er blandt eksperter ingen tvivl om, at aftalen er en regulær pr-sejr for det kinesiske kommuniststyre. Med aftalen skubber EU yderligere på Kinas økonomiske og teknologiske himmelfærd, og så giver den ikke mindst legitimitet til et styre, der gennem 2020 er blevet bredt fordømt for en række krænkelser af fundamentale rettigheder.
