Olaf Scholz står på scenen i den kridhvide skjorte, han altid bærer, og som altid står åben i halsen. Det er hans signatur. Slipseløs. Mens han med begge hænder om mikrofonen fortæller, at han som kansler vil få flere tyske kvinder i job, bliver to mænd lige til venstre for scenen mere og mere højrøstede.
Begge har vilde øjne og tyndt fuldskæg og kunne godt være tvillinger. De maser sig frem mod afspærringen og svinger med skilte. »Jeg har en gps-tracker i hovedet!«, står der på det ene. »Den, der venter hjælp fra en forbryder, bliver til offer!«, står der på det andet. Logikken kan man kun gisne om.
»De tror, De er demokrat!«, skriger en af mændene igen og igen og højere og højere op mod Olaf Scholz. Det ser grangiveligt ud, som om de har tænkt sig at storme scenen og kaste sig over manden, som meget vel kan blive Tysklands næste kansler.
Men Scholz ikke så meget som løfter et øjenbryn. Ikke et eneste ord i talen springer han over. Det er en af hans stærke sider. Aldrig at lade sig ryste. Aldrig.
