Vi kender hende jo. De hængende mundvige, de nysgerrige blå øjne, hendes korte kommunefarvede hår, den evige blazer i varierende klare farver og ikke mindst den skæve firkant, romben, som hun næsten altid former med sine hænder, når hun fotograferes i stående figur.
I halvandet årti er hun konstant dukket op i vores fjernsyn sammen med Putin og et regiment af verdens skiftende statsoverhoveder. Vi har set hende bøje sig som en misfornøjet skolemester hen mod Donald Trump, stift stirrende på klassens uregerlige dreng. Og vi har set, hvordan hun tog en selfie sammen med en syrisk flygtning og erklærede, at vi sagtens kunne rumme alle dem, der flygtede fra krigen.
Angela Merkel har selv sagt det (på høfligt tysk), når hun skulle give folk en god grund til at stemme på sig: »Sie kennen mich« – De kender mig. Og så stemte man på hende. Ingen politiker i Tyskland er mere populær end hende. På tværs af de politiske fronter roses hun for sin stil og sit væsen. Man føler, at hun er til at stole på, blottet for bullshit.
Hun virker – for nu at sige det lidt højstemt – som om hun er et godt menneske. Oser af troværdighed og ubestikkelighed. Ikke som de andre politikere, der har læst jura eller statskundskab og får det hele hvisket i øret af spindoktorer.
