Der er ingen stjerner på hendes skuldre længere. Og hun har heller ingen uniform mere. Det kastanjefarvede hår hænger i en løs hestehale, og en lille hvid pelskrave stikker ud af hendes jakke. Hun hilser med et venligt nik og undskylder sit engelsk. I dag taler hun for det meste tysk.
Latifa Nabizada er 51 år. I næsten halvdelen af sit liv har hun tjent som pilot i det afghanske luftvåben. Her var hun – sammen med sin nu afdøde søster, Lailuma Nabizada – den første kvindelige pilot til at sætte sig i cockpittet i en Mi-17 kamphelikopter og flyve ind i Afghanistans krigszoner. Først i tjeneste under det kommunistiske styre i 1991 og senere i kampen mod Taleban, efter USA’s invasion i 2001.
Men hun bor ikke længere i Afghanistan, og hun har ikke fløjet missioner siden 2015, hvor hun blev nødt til at flygte på grund af dødstrusler fra Taleban. For piloter var absolutte hovedfjender for Taleban. Men hun har gjort sit for at give kvinder den plads i luftrummet, de fortjener. Ikke bare som rollemodel, men også som fortaler for, at forskelsbehandling ikke hører nogen steder hjemme. Kvinder kan være lige så gode piloter som deres mandlige kollegaer.
I dag bor hun i en lille lejlighed i Østrig med sin datter, hvor hun arbejder ti timer om dagen med at pakke bildele. Men jeg møder hende et helt tredje sted. I Danmark. I kantinen på Statens Museum for Kunst i København.
