En lang kortege af sorte biler ruller ind på gårdspladsen om eftermiddagen 10. marts i år og standser ved den røde løber foran Versailles-slottet.
En for en stiger EU’s stats- og regeringschefer ud, breder armene ud, smiler og kindkysser med værten, som venter uden for sit slot. Begge Mette Frederiksens hænder får et klem, Litauens præsident får et fortroligt ord med på vejen, og Italiens landsfader Mario Draghi et gadedrengekram.
Værten, den franske præsident, er i sit es. Topmødet har været planlagt længe som ’le grand finale’ frem mod det franske præsidentvalg i maj. Den historiske og pompøse ramme sætter den perfekte scene om det budskab, han gerne vil vise franskmændene: Macron er Europa – Europa er Macron.
Men Ukraine-krigen har på få dage forvandlet topmødet til et krisemøde. De nøje orkestrerede planer er smidt i papirkurven. Lederne skal de næste timer træffe beslutninger, de slet ikke havde drømt om, for at undgå, at Europa synker ned i dyb krise.
