Essay
»Skoleskyderi nummer 51 blev det, jeg ikke kunne vælge at ignorere«
Politikens USA-korrespondent – der selv har tre børn i amerikanske skoler – havde lovet sig selv, at han aldrig ville skrive om skoleskyderierne, men da det særlige, amerikanske fænomen i denne uge viste sig fra sin aller grimmeste side, var det ikke længere en mulighed at se den anden vej. Det, der nu skræmmer ham mest, er, at USA virker til at have overgivet sig.
Hvilket spørgsmål stiller man til et menneske, der havde et barn i går, men ikke i dag, fordi barnet brutalt blev skudt ned – midt under en hyggestund med tegnefilm og snacks – på det, der skulle have været en af de sidste skoledage før sommerferien?
»Hvordan har du det?«.
»Du må være vred?«.
»Hvordan har du tænkt dig at komme videre med livet?«.
Uden 10-årige Xavier Lopes, der på et billede stolt viser sit diplom for en ekstraordinær indsats i Robb Elementary School frem, og som næsten ikke kunne vente på at skulle op i mellemskolen efter ferien.
Eller jævnaldrende Jailah Nicole Silguero, der i en kæk positur – en hånd ved hoften – kigger ind i kameraet gennem et par lidt for store og skævtsiddende briller. Hun havde bedt om lov til at blive hjemme fra skole i tirsdags. Hendes mor havde ikke givet hende lov.
Eller 9-årige Eliana Garcia med runde kinder og lys i øjnene, der optræder i en baskettrøje i Uvaldes bordeauxrøde signaturfarve. Hun var den næstældste af fem piger i familien. Om nogle år vil de tre yngste måske slet ikke kunne huske hende.
Jeg havde faktisk lovet mig selv, da jeg for et lille års tid siden flyttede til USA, at jeg ville nægte at dække skoleskyderierne.
Vi havde hjemmefra hørt i et radioprogram, at skydevåben i flere årtier – næst efter bilulykker – havde været den hyppigste dødsårsag blandt børn og teenagere i USA. Indtil skydevåben i 2020 for første gang overtog førstepladsen.
Men vi – min hustru og jeg – havde besluttet os for ikke at snakke mere om det. Det var simpelthen for tungt at tænke på, og vi ville ikke gøre vores tre børn urolige. Risikoen var jo stadig forsvindende lille i et større statistisk perspektiv, og det var vel trods alt ikke noget, vi behøvede at forholde os til i et pænt kvarter ved kysten i Californien. Lad os snakke om hajerne!
Alligevel endte jeg onsdag i denne uge med at stå med begge fødder i sandet og glo op på tusindvis af mennesker i dyb sorg i rodeoarenaen i Uvalde i det allersydligste Texas – en overdimensioneret ladelignende konstruktion med en stor tribune langs den ene side og de her metalbure, hvor ryttere og heste venter på at blive sluppet løs, på den modsatte.
»Hvordan vil du huske hende«, spurgte jeg Ryan Ramirez, far til 10-årige, nu afdøde Alithia Ramirez, der viste mig billeder og tegninger, som den lille pige havde lavet, af en kat og af en veninde:
»Hun ville være kunstner. Hun var sådan en glad og dygtig pige«, svarede han.
Der havde, fra jeg i august ankom til USA og frem til i tirsdags, været i alt 50 registrerede amerikanske skoleskyderier, hvor elever eller lærere var blevet såret eller dræbt. Men selvfølgelig var massakren på 21 mennesker i Uvalde noget særligt. Selv om det er absurd at gradbøje, så er det åbenlyst i en kategori for sig selv at skyde løs på helt små børn.
Skoleskyderi nummer 51 blev det, jeg ikke kunne vælge at ignorere, og det var på ingen måde, som jeg havde forestillet mig.
Folk var rolige.
De græd, men de græd stille.
Beskeden, men levende
Det her kan man sige om Uvalde: Det er i hvert fald ikke et sted, der beder om opmærksomhed.
Byen ligger på en flad strækning mellem metropolen San Antonio og grænsen til Mexico, hvor omgivelserne veksler mellem åbne, tilsyneladende uendelige marker og mere ukontrolleret vegetation med lave træer eller høje buske, hvor kvæg græsser, og storbyboer går på jagt efter vildt. Her og der står der et blikskur eller en kornsilo og ruster, langs indfaldsvejene ligger der uforholdsmæssig mange traktorforhandlere for en by med 15.000 indbyggere.
Mange af byens medborgere har latinamerikansk baggrund og arbejder i landbrugene og på de store rancher, der er noget mere beskedne end dem, man finder længere nordøstpå omkring olievelhaverbyerne Houston og Dallas.
De fleste bygninger inde i selve byen er lave enfamilieshuse med træfacader, der har set bedre dage. De færreste har garager eller funktionelle carporte, så folk parkerer deres biler og pickuptrucks i grøfterne langs de ujævne asfaltveje eller på græsset i forhaverne. Møblerne på træverandaerne er i mange tilfælde gamle sofaer og umage stole, der ser ud, som om de blot gør stop på vej til genbrugsstationen.
I præcis et sådan hus – et matgult enetages træhus med en lille betonveranda, få gader fra Robb Elementary – boede den 18-årige gerningsmand, Salvador Ramos, hos sin bedstemor, efter at han få uger forinden var flyttet ud af sin mors hus, ifølge moderens kæreste på grund af en diskussion om, hvor meget tid han brugte på nettet. Han var elev på byens eneste high school, der ligger på den nordlige side af Main Street, der er byens hovedpulsåre, fuld af fastfoodkæderestauranter som Wendy’s, hvor Ramos havde haft et fritidsjob.
Klassekammerater og naboer beskriver ham som en sky enspænder uden egentlige venner, men han havde aldrig været på kant med loven.
Så da han få dage efter sin 18-års fødselsdag gik ind i den kombinerede grilldeli, friluftslivsbutik og våbenhandel Oasis Outback – midt på Main Street, i en lav sandfarvet bygning i spansk revivalstil – for at købe en halvautomatisk riffel, var der ingen, der stillede spørgsmål. Heller ikke, da han to dage senere vendte tilbage for at købe yderligere en.
Det skulle våbenhandlen nemlig ikke, efter at Texas delstatsparlament for et års tid siden lempede våbenlovene yderligere, således at det end ikke kræver en tilladelse at bære våben for voksne texanere. Det samme har en række andre delstater gjort, og med cirka 20 millioner – rekordmange – solgte våben i USA i både 2020 og 2021 er salget øget med mere end 150 procent siden årtusindskiftet.
Automatriflen, der blev brugt, blev købt i en kombineret grilldeli og våbenhandel midt på byens hovedgade.
Man kan argumentere for, at nogen i Uvalde skulle have opfanget faresignalerne. Ramos søster havde i september sidste år afvist at købe ham et våben. Flere brugere på det sociale medie Yubo havde gjort tjenesten opmærksom på, at Ramos delte urovækkende tanker om både voldtægter og skoleskyderier. Efter at have købt sine to rifler og en masse ammunition delte Salvador Ramos billeder af sig selv på Instagram, der nu virker skræmmende. En ven havde tilmed på et tidspunkt spurgt Ramos – i en spøgefuld tone – om han havde planer om at angribe en skole.
Men så vidt vides, nåede informationerne ikke frem til politiet, og skulle politiet rende ud og arrestere alle unge Texas-boer, der poserer med deres håndvåben og automatrifler, ville de ikke kunne foretage sig andet. Det er ikke en anormalitet i USA, og sandheden er i det hele taget, at Uvalde ikke skiller sig ud på en måde, der gør, at man nu tænker: Nå ja, selvfølgelig.
Uvalde er tydeligvis ikke en velhavende by, og den vinder næppe priser for hverken arkitektur eller byplanlægning, men Uvalde har det meste, og den har det vigtigste, som mange langt mere deprimerede småbyer i det landlige USA mangler: Mennesker med lønninger, der holder restauranterne og butikkerne og skolerne og byen i gang – og masser af stolthed. Uvalde var ikke en by, man behøvede at have ondt af, før Salvador Ramos i tirsdags besluttede sig for at skyde 21 mennesker, heriblandt 19 børn.
Som politibetjenten J.J Vera, der stod og trøstede kolleger og medborgere uden for rodeoarenaen onsdag aften efter mindehøjtidligheden, mens den fugtige hede var begyndt at aftage, og tusmørket lagde sig henover byen, sagde:
»Man siger, at intet er virkeligt, før det bliver til virkelighed. Man ser på tv, at sådan noget sker, men man forventer aldrig, at det vil ske, hvor man bor. Det er ikke noget, man kan forberede sig på«.
Jeg har aldrig – når jeg har set nyhederne om skoleskyderierne med et halvt øje på tv-nyheds-kanalerne – hørt nogen sige det modsatte.
Pistolernes eller menneskenes skyld?
Efter det mest skæbnesvangre skoleskyderi i USA’s historie på Sandy Hook Elementary i Newton i 2012, hvor 26 døde, heriblandt 20 små børn, var der mange, der troede, at det ville blive et vendepunkt.
Den daværende amerikanske vicepræsident, Joe Biden, så efter Sandy Hook en mulighed for at få Kongressen med på at stramme reglerne på nationalt plan ved at indføre grundige baggrundstjek. Han kom ikke i nærheden af det to tredjedeles flertal, han havde brug for. Han kunne end ikke få alle sine egne demokratiske senatorer med på planen.
I dag er det demokratiske flertal endnu mere spinkelt, og denne gang lader de toneangivende republikanere end ikke, som om de har intentioner om at gøre det sværere for mennesker som Salvador Ramos at skaffe sig et våben.
Fredag – tre dage efter massemordet i Uvalde – var både ekspræsident Donald Trump og Texas-senator Ted Cruz blandt hovedtalerne ved årsmødet i våbenindustriens interesseorganisation National Rifle Association (NRA), der har haft en hovedrolle i den eskalering af våbensalget, som USA har oplevet.
Men de mener ikke, at der er en forbindelse mellem de mange våben, og at der i både 2020 og 2021 var rekordmange – begge år omkring 20.000 mennesker – der blev dræbt af skydevåben, eller at 80 procent af alle mord i USA i 2020 blev begået med skydevåben eller at der er cirka 25 gange større risiko for at blive dræbt med et skydevåben i USA som i sammenlignelige udviklede lande.
»Som altid efter disse tragedier vil venstrefløjen bruge anledningen til at promovere forskellige former for våbenkontrol, der ikke på nogen måde ville have kunnet forhindre det mareridt, vi oplevede«, sagde Donald Trump i sin tale, hvor han også læste navnene på de 21 ofre op og bad om et minuts stilhed.
Han har ikke nødvendigvis ret.
Man kan sagtens finde forskning, der dokumenterer, at det samlet set har en effekt med øgede restriktioner på våbensalg, eksempelvis krav om våbentilladelser, baggrundstjek og højere aldersgrænser. Man kan helt overordnet se en relativt klar sammenhæng mellem antallet af våbenejere i delstaterne og antallet af drab begået med skydevåben.
Men Trump har heller ikke nødvendigvis uret.
Fra de tidligere 1980’ere til 2015 faldt dødsfald forbundet med skydevåben faktisk med 19 procent, og selv om det i særdeleshed gik bedre og bedre i to delstater med de strammeste våbenrestriktioner – New York oplevede et fald på 58 procent og Californien 49 procent – så fulgte netop Texas, mystisk nok, mente nogle forskere, lige efter med et fald på 46 procent på trods af nogle af de mest liberale våbenregler.
I en årrække blev byerne Richmond og Oakland i Californien og New Haven i Connecticut fremhævet for nogle stramme våbenregler og databaserede forebyggelsesstrategier, der for science fiction-fans måske vil lede tankerne hen på filmen ’Minority Report’, hvor Tom Cruise arresterede skurke, før de havde begået forbrydelserne. De tre byer har bare – ligesom resten af USA – igen oplevet en eksplosion i våbenrelateret vold de seneste år
Lige nu bryder en by som Boston mod den triste trend, uden at nogen rigtig kan forklare det. I Chicago, der har indført meget strikse restriktioner, oplever man omvendt en eksplosion i vold begået med våben, der så også ofte er importeret fra andre delstater
Det føles, som om den mest ædruelige udlægning af virkeligheden i USA er, at det altid giver mening at prøve at forhindre skuddrab, men at det med anslået 390 millioner våben i omløb (flere, end der er indbyggere i landet) og en ret til at eje våben, som højesteretten mener er grundlovssikret, altid kun vil være et spørgsmål om, hvor og hvornår det sker næste gang.
Og selv om der som med alle andre dårligdomme i USA er langt større risiko for at blive dræbt af et skydevåben, hvis man tilhører en minoritet eller er fattig, så viser et kort over godt 2.000 skoleskyderier siden 1970, at ingen kan påstå, at deres by ikke kan blive det næste Uvalde. Californien – som er den mest folkerige delstat i USA – topper listen med 214 skoleskyderier, Texas kommer ind på en trist andenplads.
Bisværme og skudsalver
Selv hvis Uvalde ikke var sket, har det for min familie vist sig, at skoleskyderierne ikke er noget, man kan ignorere. Det er ikke mere end par uger siden, at dommerne under min ældste søns fodboldkamp på et lokalt high school-stadion pludselig smed sig fladt ned på græsset, hvorefter samtlige spillere på banen og udskiftningsbænkene gjorde det samme.
Jeg gjorde det eneste, man ikke skal gøre, og rejste mig og kiggede i alle retninger og lyttede efter skud, indtil en forælder beroligende lagde en hånd på min arm og sagde:
»Det er bare en bisværm«.
Min søn troede også, der var blevet skudt, fortalte han mig efter kampen.
Alle vores børn ved, præcis hvad de skal gøre, hvis det unævnelige sker. Der er ikke en skole i USA, der ikke har en procedure, som de øver med mellemrum, og vi har allerede oplevet flere tilfælde, hvor der heldigvis har været tale om falsk alarm.
For et par måneder siden sad mine hustru i bilkø foran vores mellembarns mellemskole, som man nu engang gør det, men denne dag bevægede køen sig ikke, og minutterne gik. På et tidspunkt fik hun en sms om, at skolen var under lockdown.
Nogen mente at have set en elev med et håndvåben. Eleverne blev sluppet ud af deres klasseværelser én efter én efter at have fået gennemsøgt deres tasker. Det tog timer.
På Robb Elementary i Uvalde havde de også procedurer, og nogle af dem blev ikke fulgt, ved vi allerede nu.
UVALDE, TEXAS - MAY 27: A map timeline of the mass shooting suspects movements is seen as Steven C. McCraw, Director and Colonel of the Texas Department of Public Safety, speaks during a press conference about the mass shooting at Robb Elementary School on May 27, 2022 in Uvalde, Texas. McCraw held a press conference to give an update on the investigation into Tuesday's mass shooting where 19 children and two adults were killed at Robb Elementary School, and admitted that it was the wrong decision to wait and not breach the classroom door as soon as police officers were inside the elementary school. Michael M. Santiago/Getty Images/AFP == FOR NEWSPAPERS, INTERNET, TELCOS & TELEVISION USE ONLY ==
Efter at Salvador Ramos torsdag formiddag ved 11-tiden først havde sendt en messengerbesked ud til bekendte, at han ville skyde sin bedstemor, og kort derefter endnu en – »jeg skød min bedstemor« – og endnu en – »jeg vil angribe en skole« – kørte han sin sorte pickuptruck i grøften på en gade tæt på skolen omkring kl 11.27, hvilket fik en borger til at alarmere politiet.
Et par minutter senere skød han som det allerførste mod to forbipasserende foran en bedemandsforretning på den modsatte side af skolen, inden han begyndte at gå ned langs skolens vestlige side og skød mod flere af klasseværelserne. Allerede her ankom den første politibil, men kørte tilsyneladende forbi Salvador Ramos i den tro, at han så den mistænkte længere nede ad vejen.
Kl. 11.40 gik Salvador Ramos ind på skolen ad en bagdør, som en lærer – mod reglerne – havde sat på klem. Fire minutter senere forsøgte de første politibetjente at følge ham ind gennem den samme dør, men blev mødt med skudsalver. To blev såret i forsøget, hvorefter Ramos søgte ind i to sammenhængende klasseværelser.
En overlevende 11-årig pige, Miah Cerrillo, fra den ene af de pågældende klasser har fortalt CNN, at børnene sad og så ’Lilo & Stitch’, da alarmen gik, og at den ene lærer var løbet mod døren i et forsøg på at låse den, men at Ramos havde stået umiddelbart uden for og havde skudt gennem en rude i døren, hvilket havde fået læreren til at gå baglæns.
»Godnat«, havde Ramos ifølge Miah Cerrillos hukommelse sagt, inden han først skød læreren og siden begyndte at skyde mod børnene. Da Ramos var fortsat ind i det tilstødende lokale, havde pigen kastet sig ned på gulvet og smurt blod fra en klassekammerat ud over sig for at lade som om, hun selv var død.
Hun kunne høre skrigene fra det andet lokale, hvor Ramos fortsatte sin massakre. Hun kunne høre politiet udenfor.
Videooptagelser viser fremmødte forældre uden for skolen, der desperat forsøgte at få politiet til at storme skolen og tilmed tilbød at gøre det selv. Den lokale indsatsleder besluttede at betragte det som en gidselsituation og afvente specialstyrker.
»Det var en forkert beslutning. De nye regler lyder, at de skulle have forsøgt at komme ind i klassen med det samme,« sagde Steven McCraw fra Texas delstatspoliti ved et pressemøde fredag – politiets maual for skoleskyderier blev opdateret efter Sandy Hook.
Først omkring kl. 13 brød politiet igennem døren og skød Ramos, der døde på stedet. Samtlige Ramos 21 dødsofre befandt sig i de to klasseværelser.
Tid til at mindes, ikke skændes
En del forældre – og mange konservative medier – har vendt skytset mod politiet. De skulle have gjort mere. Det skulle de nok også, tyder meget på, men det er uvist, om det havde gjort en forskel, og de fleste, jeg mødte i Uvalde, var ikke vrede. Måske var det chokket. De snakkede om at holde ondskaben ude af deres samfund – i en spirituel forstand, ikke fysisk. Og om at bevare troen og om at støtte hinanden.
»Gud vil hele deres små hjerter og små sjæle«, sagde en præst om de overlevende børn, der på en eller anden måde skal finde mod til at vende tilbage til skolen efter sommerferien.
Kun en enkelt kvinde, jeg snakkede med – Veronica Garcia, hvis kusine havde mistet to børn – sagde direkte, at en ung mand som Ramos ikke skulle have haft adgang til et våben. En anden, Maria Pacheco, der ikke kendte nogen i byen, men havde kørt sin foodtruck ned fra San Antonio for at dele gratis is og smoothies ud som en form for støtte, havde svært ved at forstå, at ikke flere var rasende.
»Jeg er så frustreret over, at det får lov til at ske igen og igen. Da jeg var ung, sloges man med hænderne, hvis man blev sure på hinanden i skolen. Ingen kan påstå, at det ikke er på grund af våben, at det er endt, som det er endt«, sagde hun.
Senere på aftenen mødte mange af byens borgere oppe ved selve Robb Elementary, der ligger midt i byen lidt syd for Main Street, i et kvarter af små parceller langs smalle veje, der dør fuldstændig ud om aftenen. Duften fra blomsterne og krydderier i baghaverne var intens i den stadig lune aften. Kun de løse hunde i baghaverne brød stilheden, og ud over en led-lyskæde på en veranda hist og pist var det kunstige skær fra tv-stationernes medbragte lysmaster det eneste, der forurenede en ellers kulsort og stjerneklar himmel.
En elektronisk tavle med røde digitale bogstaver i bevægelse reklamerede for optaget til det nye skoleår på Robb Elementary. Herunder stod folk stille i kø og viftede fluer væk fra ansigtet, mens politiet lukkede familie for familie ind bag indspærringerne, så de kunne lægge blomster ved skolens indgangsparti.
Antonio og Veronica var mødt op med 21 balloner med ofrenes navne. De ville ikke snakke politik.
»Tiden er ikke til at skændes, men til at mindes«, sagde Antonio.
Ind med våbnene, ud med ondskaben
To dage senere – i Houston, fire timer fra Uvalde – var tiden tilsyneladende inde. Foran byens monstrum af et messecenter i lys beton, som er stort nok til at rumme 56.000 kvadratmeter våben, som der stod på et stort banner over indgangen, havde nogle hundreder demonstranter forberedt en walk of shame til de mange medlemmer af The National Rifle Association, der trods tirsdagens massakre var mødt frem til årsmødet i den magtfulde våbenorganisation.
»Hey, hey, NRA, how many kids did you kill today?«, lød det taktfast, hver gang en gæst med et adgangskort bevægede sig ind eller ud af bygningen.
Indenfor var ekspræsident Donald Trump dukket op for at holde en gæstetale, selv om en række andre politikere og musikere, der skulle have optrådt, havde meldt fra af hensyn til de efterladte i Uvalde. Trump rasede mod »venstrefløjens« krav om mere våbenkontrol, men det var den administrerende direktør for NRA, Wayne LaPierre, der udtrykte sig klarest.
»Det er ikke våben, der dræber, men mennesker, og hvis vi som nation var i stand til at lovgive ondskaben ud af hjerterne og sindene på kriminelle, der udfører disse afskyelige handlinger, så havde vi gjort det for længst«.
Det var i øvrigt ikke tilladt at medbringe våben til NRA’s årsmøde. Et eller andet sted skal man jo trække en grænse.
Udenfor gik demonstrationen relativt hurtigt i opløsning.
Fra en improviseret scene foran bygningen opfordrede den demokratiske kandidat til guvernørposten i Texas ved efterårets midtvejsvalg, Beto O’Rourke, demonstranterne til at »holde fast i vreden« – i hvert fald frem til valget.
Men som demonstranten Christy, der havde medbragt to sønner på 7 og 9 år, sagde:
»Jeg er her, fordi jeg føler en pligt over for mine børn til at demonstrere. Men jeg tror ikke, at det rører de der mennesker derinde«.
Måske har det været det mest skræmmende, ved at jeg i denne uge blev tvunget til at se skoleskyderierne i øjnene: Det er, som om USA har overgivet sig.
»Pray«, stod der på et skilt, da jeg kørte ud af Uvalde.
For at det ikke bliver mine børn næste gang?
