Når strandgæsterne i Rio de Janeiro-kvarteret Ipanema banker sandet af fødderne og slentrer op ad Rua de Vinicius de Moraes, møder de en hvid og lysende boks med japanske tegn og de latinske bogstaver The Coffee. Boksen fortæller om en ny trend i byen: to go-kaffe. Og mens nabocafeen går under betegnelsen podrão – på dansk: rådden – fordi den foruden kaffe og spiritus serverer en billig, tvivlsom og ofte uskøn dagens ret i snuskede lokaler, sælger The Coffee kun iPad-bestilt kaffe fra et oplyst rum med nøgne vægge.
Traditionelt vil brasilianerne gerne sidde ned og drikke kaffe, og når nye steder er inspireret udefra, er det som regel af amerikansk popkultur og fransk finkultur. Men de rene linjer og effektiviteten fra Japan er populært, for The Coffee er på fem år vokset fra 2 til 216 cafeer rundt i hele landet.
