Der var engang en landsby, Abu Dis, med en stor historie og store drømme, spredt over smukke høje bag Oliebjerget i Jerusalem. En landsby med gamle traditioner med Lazarus’ grav fra bibelsk tid og med store håb for fremtiden.
I dag er der to veje til Abu Dis, én østfra og én vestfra. Der, hvor de to veje skulle mødes – og hvor de faktisk mødtes indtil for få år siden – er de spærret af en syv meter høj israelsk mur med pigtråd på toppen og med en halv snes fodbolde fastklemt i pigtråden.
Byen hedder Abu Dis på begge sider. Og den palæstinensiske fysioterapeut Abed Rahman hører til de familier, der har et hus både på den ene side og på den anden. Når han får sig en kop kaffe med det faste slæng i cafeen, som afslutter vejen fra øst, kan de se det ene hus. Familiens andet hus, på den modsatte side af muren, kan de hverken se eller besøge uden særlig tilladelse.
På den østlige side af muren fører vejen til Abu Dis frem til en frønnet bygning, der indtil for få år siden rummede hotellet Cliff. Dengang var det et ganske særligt sted, fordi man fra de øverste vinduer og taget kunne se lige over til Jerusalems gamle by med den gyldne kuppel over den ikoniske Omar-helligdom på klippen, hvor Abraham ifølge de bibelske skrifter blev befalet at ofre sin ene søn, og hvor Muhammed gjorde holdt på sin himmelfærd, og al-Aqsa-moskeens forsølvede kuppel, ét af den muslimske verdens helligste steder. Hotellet tager ikke længere imod gæster, efter israelske soldater har indlogeret sig og overtaget udsigten.
