Hector ved godt, han dyrker ulykke til hele verden, men det har skaffet hans datter en plads på universitet

De usynlige frontlinjer

Det kan lyde underligt, at Hector kan stå midt i sin landsby og fortælle, at han laver kokain i sit junglelaboratorium – at han uden at blinke tilstår, han bryder loven. For at forstå det skal man forstå, hvordan Colombia hænger sammen. Eller ikke hænger sammen.

At store dele af nationen er uden for lands lov og ret. At hæren og politiet undgår at færdes i mange områder af landet, fordi det er under kontrol af væbnede oprørsgrupper.

Syv år efter den store fredsaftale, der skulle afslutte krigen mellem regeringen og oprørsgruppen Farc, fortsætter tusindvis af guerillasoldater kampen mod hæren.

Colombia er fyldt med usynlige frontlinjer, som soldater og politifolk ikke krydser, medmindre de vil slås for livet.

Og meget af den kokain, der sælges i verden, kommer fra dele af landet, som styres af oprørsbevægelsen. Her kan man bryde loven i fred, så længe man betaler beskyttelsespenge eller skatter til de bevæbnede mænd, der holder politiet væk.

Hector bor i netop et af de områder, mellem i bjergene en håndfuld timers kørsel fra byen Popayan.

Lander man med flyet i byens nye lufthavn, fører vejen ind mod centrums smukke hvide bygninger fra kolonitiden.

Men nogle kilometer ude begynder forstæderne, og på vejbroernes beton viser graffitien, at man forlader den søvnige idyl. »Regeringen er mordere«, står der, og visitkort fra Farc og områdets anden store guerillagruppe, ELN, er sprayet på vejskilte og autoværn.

Vi er stadig i soldaternes land, men de udflydende bogstaver viser, at de ikke er alene.

På guerillaens nåde

Vejen begynder at gå opad, tager bløde sving gennem den rødbrune, vandtunge jord, mens den løfter bilen mod en top, vi ikke kan se. De tynde hvide skyer har lagt sig som spindelvæv over alt.

Et par gange passerer vi ensomme cykelryttere, der læner sig ind i stigningen og maser sig frem med muskler, der er lige så hårde som klipperne.

Chaufføren Emerson har bøjle på tænderne og dyre laksefarvede sneakers på fødderne. Han hører Andy Riveras kærlighedssang ’Alguien Me Gusta’ på radioen, mens han tager kurverne, så kroppen bliver presset mod bilens hårde sider.

Gule skilte advarer om, at tapirer og bjørne kan komme i vejen, men om dagen er det mest de langsomme lastbiler, der får Emerson til at sænke farten og bande, så metalbøjlen blinker i bakspejlet.

Der bliver længere mellem husene, mens hullerne i vejen bliver dybere, og skoven breder sig ind over bilen. Pludselig kigger et par vågne øjne tilbage fra vejsiden, så toner et geværløb frem på en camouflageuniforms grød af pletter.

Det er den første og sidste soldat, vi ser på bjerget. Han står med de syv andre fra sin gruppe i kanten af en landsby og spejder op ad vejen.

Så er vi videre og kørt ind i de lovløses land.

Man kan ikke se det, men alle ved det. Og vi kan kun køre på de her veje, fordi de lokale civile ledere har aftalt med guerillaen, at journalisterne fra Danmark må være her.

Har man ikke den tilladelse, bliver man som udlænding hurtigt en del af den colombianske tradition for kidnapning.

Det er ikke mere end halvandet år siden, en dansker endte som gidsel hos Farc her i bjergene og sad der i flere måneder, inden han kom hjem. Men så længe vi bliver i de aftalte områder, kan vi arbejde her.

Emerson drejer bilen væk fra grusvejen og op ad et støvet jordspor, der trækker et zigzagmønster op ad bjerget.

Det ender mellem et par små huse, og så holder bilen foran en langhåret fodboldbane. Vi er i Hectors landsby.

Alle, der bor her, er en del af Colombias oprindelige folk, som lever deres liv uden for den moderne stat i en slags selvstyre. De bestemmer selv, hvad der dyrkes på markerne, og de har indrettet deres eget straffesystem, hvor mindre forbrydelser kan takseres til oprydning i gaderne eller rengøring af toiletter på skolen. Og hvor de i de mere alvorlige sager anbringer den dømte i et bur på torvet i nogle dage.

Folk her har prøvet at bruge statens fængsler, men de, der endte bag de tremmer, kom tilbage og opførte sig værre, end før de tog af sted.

En sjus til guderne

Luis, en af de lokale mænd, viser os vejen til Hectors laboratorium. Han fører os op ad vejen, der går væk fra landsbyen og drejer brat ind mellem to huse. En fedtet sti snor sig ind i junglen og ned mod et par runde træstammer, der danner en bro over et vandløb. Da vi går opad igen, stopper han og hiver en sodavandsflaske op af lommen, hælder lidt klar væske i proppen og strinter til begge sider.

»Det er til skoven, for den kender jer ikke, så vi beder den byde jer velkommen«.

Han tager en tår af flasken og rækker den frem. Det er den lokale sukkerrørsbrændevin aguardiente, som smager af sprit og lakrids.

Vi går forbi et stort hul, der er faldet sammen og bevokset med græs.

»Der lå guld fra gamle dage, fra vores forfædre, men der kom nogen og gravede det op og stjal det«.

Luis ryster på hovedet.

Nu står vi i en lysning, foran os står rækker af små buske, og over os hænger elpærer på en ledning mellem træerne. Lyset skal hjælpe det grønne med at gro, det er marihuana, som deler lysningen med nogle kaffebuske. Ligesom landmænd andre steder blander Hector nemlig afgrøderne, så de er mindre sårbare, hvis vejret eller priserne svinger.

En snerren fra en maskine og et bortfløjet stykke musik fra en højttaler fortæller, at vi er tæt på kokainlaboratoriet.

Luften er fugtig og tyk af fugleskræp og lugte. Avokado, koriander og klementiner – alt vokser og rådner her, og det går så hurtigt, at man næsten kan se det.

Så toner laboratoriet frem mellem træerne. Det er her, de store sække med blade ender, når de bliver båret ned fra bjerget.

En presenning på fire hjørnestolper skærmer det mod regnen og politiets helikoptere. Mere kraftig plastik udgør siderne af et åbent telt på otte gange seks meter. Inde i det er arbejdet med kokabladene i fuld gang.

De ville hellere dyrke kaffe

Da vi nærmer os, kigger mændene op fra deres arbejde. De har lige slukket kantklipperen, der hakkede bladene til en ensartet masse. Nu breder de skovlfulde af støvede brungrønne bunker ud på en presenning og fordeler dem ved at trampe igennem dem iført gummistøvler.

Så bliver der hældt cementpulver og kemikalier ud over de mosede blade, det skal slå hul på bladenes membran og frigøre kokainen.

En lille højttaler hænger på den ene hjørnestolpe og fylder luften med dansemusik.

Manden tættest på musikken synger med og smiler under kasketskyggen. Han rører videre i en stor spand, mens han fortæller, at han hedder Eiminson og bor nede i landsbyen med sin kone og tre børn. Han tjener de fleste af sine penge ved at plukke kaffe, men en gang imellem, når der er høstet kokablade, møder han op her og arbejder i Hectors laboratorium.

Han kan bedre lide at arbejde med kaffe, for lønnen er ikke så høj i laboratoriet, og kokaproduktionen er jo ulovlig. Men arbejde er arbejde, og her i teltet er der – i modsætning til på kaffemarkerne – skygge.

Sammen med de andre smider Eiminson de hakkede blade op i fem store tønder og hælder benzin over dem. Det skal trække det aktive stof ud af kokaen og med ned gennem hullet i bunden af tønderne, hvor det løber via en rende ned i en spand.

Herfra er mændene meget omhyggelige med væsken, der stinker af benzin. Som en slags jungle-alkymister tilsætter de kemikalier, rører rundt, smager og tjekker farven et par gange. Til sidst filtrerer de det hele gennem sækkelærred og ender med at have en spandfuld mørk væske.

Hector er kommet op fra landsbyen for at holde øje med produktionen. Han tilbereder både blade fra sine egne marker og de andre bønders høst.

Han får lidt af den varme frokost, Eiminsons to sønner er kommet op med, men rejser sig hurtigt for at vise os noget. 25 meter fra laboratoriet står to meter høje, tætte kaffebuske, på dem sidder klynger af knaldrøde bær.

Han plukker et par stykker, og vi bider i dem, saften fra bærrene er stærk og syrlig.

Hector spytter kaffebønnerne ud, og hans øjne lyser i det brede ansigt:

»Det bliver godt, det her«.

Hector ved, hvad han taler om, for han er vokset op mellem kaffebuskene og har passet dem i hele sit liv. Men for 20 år siden begyndte han at dyrke koka.

»Det er jo pengene … Koka er en bedre forretning, man kan høste den fire gange om året, den passer nærmest sig selv, og priserne har været gode og stabile. Kaffe giver kun to gange om året, og priserne svinger op og ned. I mange år gik det mest ned, selv om det så er blevet godt på det seneste«.

Et andet problem ved at dyrke kaffe dybt inde i bjergene er, at den er svær at komme af med. Der er langt til markedet, vejene er dårlige, og bønderne kan kun sælge de rå bønner. Og det er, når kaffen bliver ristet, at den for alvor bliver penge værd.

»Med kaffen bliver vi snydt; jeg kan jo godt se, hvad den koster i butikkerne – det er meget mere, end vi får«, siger Hector.

»Så skal vi selv riste den og sælge den, hvis det skal give mening – kender du nogen i Danmark, der vil importere den?«.

Men kokaen kan Hector og bønderne selv forarbejde. På en dag kan de komme fra friske blade til det næsten færdige produkt, som ikke fylder så meget og er nemt at flytte. Så selv om de elsker kaffen, vinder kokaplanterne pladsen om jorden.

Hectors penge ender på væggen

Regeringen i Colombia prøver faktisk at få bønderne til at skifte afgrøde. Hector kender godt til programmerne, hvor man vil betale bønderne for at opgive kokadyrkning og skifte til kaffe.

Men projekterne er ikke nået herud til landsbyen, så vidt han ved, blev sat noget i gang nede i en af de lidt større byer, og der blev indkøbt fire dyre biler til projektet. Og så skete der vist ikke mere.

Samtidig skal Farc og de andre væbnede grupper have beskyttelsespenge med jævne mellemrum, så det kan være farligt at lægge sit landbrug om, hvis det så ikke giver penge nok. Lige nu er der faktisk tre oprørsgrupper, der slås om magten i området, så hvis bønderne er uheldige, betaler de ’skat’ to eller tre gange.

Så Hector laver kokain, selv om det betyder, at han skal holde sit laboratorium skjult for hæren og politiet. For selv om de ikke kan køre herop og patruljere, kan de dukke op i helikoptere:

»For nogle år siden kom de pludselig, angreb og satte ild til et laboratorium ikke så langt herfra. Men i stedet for at ødelægge vores forretning skulle de hellere hjælpe os og faktisk få de kaffeprojekter hertil«.

Hector ryster på hovedet og bliver ved med det, da han bliver spurgt, om faldende priser på kaffe er en undskyldning for at bryde loven.

»Næ, men uden koka vil alt det heroppe falde fra hinanden, for vi har kun markerne at leve af. Så uden koka ville vi være nødt til flygte herfra for at overleve. Og vores måde at leve på ville forsvinde, for så ville de fleste bo i de store byer. Eller slutte sig til de grupper, der har våben og slås med regeringen – bare for at kunne leve …«.

Mens vi har talt, er alle bladene kommet gennem laboratoriet, høsten er blevet til en blank væske i en tønde, der skal bæres ned til landsbyen. Det er nu, det bliver svært. Det er nu, bonden Hector bliver til ’Kemikeren’.

Men det bliver ikke i dag, siger han. Det er for sent, men vi kan sove i hans søns værelse og se ham gøre det færdigt i morgen.

Vi går tilbage ad den fedte sti og ender i landsbyens klynge af huse.

Det er svært at se på Hectors hjem, at han er involveret i global handel med narko. Det ligger sammen med de andre i landsbyen og er på under 100 kvadratmeter. Det er pænt og velholdt, der er høns i baghaven og flotte blomster i haven, og måske røber den store terrængående Toyota, at husets beboer har lidt flere penge end de fleste af naboerne.

Men Hectors rigdom hænger inde på væggen.

Det er et billede af en ung kvinde med en lang sort kappe og en hat med firkantet skygge. Den slags, man får, når man bliver færdig på et universitet i USA og Sydamerika. Ved siden af hænger et diplom med snirklet skrift, der fortæller, at hans datter er uddannet agronom.

Det er det, Hector bruger sine penge på. Hans ældste datter har gjort sin universitetsuddannelse færdig, hendes lillesøster læser til civilingeniør i hovedstaden, Bogotá, og hans teenagesøn skal også have en uddannelse.

»Han skal ikke lave det, jeg laver. De skal alle tre have et andet liv end det her«, siger Hector og optegner sine marker og sin landsby med en armbevægelse.

Hector gider ikke de hellige

Morgenen begynder stille i landsbyen. En hale galer, da solen stiger op over bjergene, og en enlig hest går forbi på jagt efter en tot græs. De, der bor her, tager det roligt. Det er lørdag, så hverken skolen eller kirken trækker dem ud af sengen.

Hector begynder at rode med nogle tønder ude ved det, der ligner et hønsehus. Men under et lille halvtag står de ting, der skal forvandle væsken i tønden fra junglen til kokainpasta.

To af mændene fra laboratoriet dukker op, den ene bliver sendt ned efter nogle ingredienser, der mangler. Så finder Eiminson sin playliste frem på telefonen, og musikken spiller dæmpet fra den lille bærbare højttaler, der er kommet med herned.

Hectors store datter fodrer hønsene og skyller betonterrassen med vand, mens hendes far begynder at lave kokain i baghaven. Væsken er nu blevet chokoladebrun, og Hector stikker en finger i og smager:

»Tit siger folk: »Jeg har altså puttet de rigtige mængder i, så jeg ved, den er klar«. Men jeg smager undervejs, og derfor ender mine produkter med at være hvide og rene«.

Han smører et par dråber på tungen og nikker, inden han beder mig prøve. Væsken er bitter og får tungen til at snurre, inden den til sidst bliver følelsesløs. Måske får den faktisk også hjertet til at slå lidt hurtigere.

Hector tager en pause, da hans datter kommer ud med kaffe og blødt brød. Han fortæller om sin opskrift og processen, mens naboen går rundt i sin have et par meter væk. Han ryster på hovedet, da jeg spørger, om ikke han er bange for, at nogen fortæller politiet, hvad han laver.

»Alle ved det, og jeg synes ikke, jeg har noget at skjule. Jeg bringer nogle penge til den her landsby, når jeg betaler mine folk og køber mad og tøj til min familie. Det synes jeg ikke, jeg behøver skamme mig over«. Han kigger mig i øjnene.

Hanen galer igen, musikken spiller, og de arbejder videre. De hælder hvidt pulver i den brune væske, der begynder at samle sig og blive tyk. Det skal helst være hvidt og flaget, ikke grumset og grødet, og det ser fint ud.

Noget af det, vi talte om før, har arbejdet videre i Hector, for han vender tilbage til det med at bryde loven:

»Der var en af de andre herfra – en hellig fyr, en evangelist – der sagde, jeg skulle stoppe, fordi det er forkert. Han lever af at køre folk og varer rundt på sin motorcykel, så jeg spurgte ham, om han vidste, hvad der var i de pakker, han kørte med. Hvad det er, hans passagerer har i deres tasker. For kokainen er overalt her«.

Det er ved at være fire timer siden, Hector begyndte at arbejde med at gøre den flydende kokain til pasta eller base, som det bliver kaldt. Nu er de mange tusind blade fra bjerget blevet til en hvid masse, som mest ligner fetaost og svømmer i olieblank væske.

Hector smører det op på siden af en stor vaskebalje, så det kan tørre i solen, og imens har han talt sig varm.

»Præsten var også efter mig på et tidspunkt og sagde, at det er forkert. Men så fortalte jeg ham, at jeg ikke vil lyve om det, jeg laver. Og at når jeg giver ham 2.000 pesos i indsamlingsbøssen om søndagen, kommer pengene fra det her«. Han peger ned i spanden og ser for første gang lidt vred ud.

»Jeg ved godt, at kokain skaber vold. Og at det er det, der holder guerillasoldaterne i gang. Og at det giver problemer ude i verden. Men det er det, vi kan leve af her. Vi kan ikke gøre andet«.

Han ser ud mod landsbyen, der strækker sig under den lyseblå himmel.

I den sorte balje tørrer kokainpastaen og venter på at blive solgt videre til næste led i kæden. Her vil kartellernes laboratorier forvandle pastaen til krystaller og gøre den klar til at forlade bjergene og landsbyen.

Her er der børneråb, musik og en susen fra floden langt nede mellem bjergene. Hector har ikke mere at sige. Han går ind i sit hus og sætter sig i sofaen under billederne af datteren.