Er det virkelig det samme stykke papir, de taler om? Ursula von der Leyen og de andre EU-spidser kalder den nye aftale om asyl og migration for historisk. Et afgørende og fair skridt for at løse EU’s mest betændte politiske problem.
Mens kritikerne kalder aftalen en skændsel, et knæfald for den laveste fællesnævner og et farvel til alle forestillinger om, at vi i Europa stadig tager menneskerettighederne alvorligt.
Hvem har ret? Hvad er det for et stykke papir, de er blevet enige om i Bruxelles? På et punkt er der helt sikkert tale om en historisk bedrift.
»Det historiske består i, at det her er en dagsorden, som er notorisk svær at blive enige om«, siger Hans Lucht, migrationsekspert fra Dansk Institut for Internationale Studier.
