Det eneste, der var tilbage at holde fast i, var et stykke nylon. Da også det begyndte at give efter for vandmassernes frådende kraft, var Onyango, en ung mand fra Nairobis slum, klar over, at han ville blive det næste offer. I et sidste desperat forsøg på at redde livet, skreg han til sin nabo, som udmærket hørte ham.
»Onyango græd og tryglede om, at jeg skulle komme ham til undsætning, at jeg ikke bare måtte lade ham dø. Men hvad skulle jeg gøre?«. Selv klamrede hun sig til den del af hendes hus, der stadig stod. Hvis hun slap grebet bare et øjeblik, ville hun selv blive revet med og dræbt.
Onyango blev et af de 528 mennesker, der mistede livet under oversvømmelserne, der har hærget Østafrika de seneste måneder. 480.000 har mistet deres hjem, 1,6 millioner mennesker er blevet ramt, lyder den seneste opgørelse fra FN.
De tørre tal får en anderledes dyster livagtighed, når man sidder ansigt til ansigt med 25-årige Calvin Shikuku, der fortæller historien om Onyangos død og de mentale ar på den overlevende nabo. Og alt det andet, han kan fortælle og vise frem i Mathare, et slumområde i Nairobi.
