Otte billeder om 100 dage, der ændrede verdenshistorien
Røde Maga-kasketter i Washington signalerede begyndelsen på en tid med stor politisk forandring og uforudsigelighed. Efter 100 hektiske dage som præsident har Trump startet utallige konflikter, både nationalt og internationalt.
Dagen før Donald Trumps indsættelse kunne Washingtons indbyggere se noget, de aldrig havde set før: massevis af røde Maga-kasketter. Kasketterne sad på hovederne af tilrejsende Trump-tilhængere, der i timevis stod i kø til indsættelsesfesten i byens største sportsarena, Capital One. USA’s hovedstad er en by med klar demokratisk overvægt, og Trump-fans er lige så sjældne, som myg er talrige i byen om sommeren.
100 dage efter indsættelsen står det klart, at de røde kasketter indvarslede en periode, der vil gå over i verdenshistorien.
Billede for billede har Trumps vilde første tre måneder som præsident sat sig på verdensoffentlighedens nethinder. Her følger billeder af, hvordan den første tid i Trumps anden præsidentperiode vil blive husket.
Krigstrommer i Nato
Den amerikanske pro-Trump-influencer Nick Shirley er iført underbukser med Stars and Stripes og en pelshue, mens han leder et heppekor af lokale unge mænd fra Nuuk. Shirley besøger Grønland for at lave indhold til sine kanaler, og han synes, det vil være »cool«, hvis Grønland bliver en del af USA. Ud over det orkestrerede heppekor er der ikke stor begejstring at spore over Trumps udtalte ønske om at overtage Grønland. Trump har, siden han tiltrådte, vekslet mellem ikke at afvise militær overtagelse og løfter om at ville respektere grønlændernes valg. Meldingerne har igen og igen chokeret USA’s alliancepartnere i det danske rigsfællesskab.
Politisk magt til rigmænd
Symbolikken var så tyk, så man kunne skære i den. Til Trumps indsættelse som præsident var salen tætpakket med USA’s allerrigeste. Blandt andre ceo for Meta, Mark Zuckerberg, Amazons grundlægger, Jeff Bezos, Googles ceo, Sundar Pichai, og Teslas direktør, Elon Musk, deltog i indsættelsesceremonien. Ud over at være rige har gæsterne også givet astronomiske dollarbeløb til Trumps valgkampagne. På den måde markerede begivenheden en sammenfletning af økonomisk og politisk magt, der er lige så tæt som deltagerne stod til indsættelsesfesten.
Farvel til Europa
Talen, som USA’s vicepræsident JD Vance holdt på sikkerhedskonferencen i München 14. februar, fik chokbølger til at gå gennem hele verden.
Den satte ord på, hvordan sloganet ’Amerika først’ også betyder, at USA lægger afstand til Europa. For her sagde Vance, at den egentlige trussel mod Europas sikkerhed ikke er Rusland eller Kina. Det er europæerne selv.
»Hvis I løber væk fra jeres egne vælgere i frygt, er der intet, USA kan gøre for jer, og der er intet, I kan gøre for os«, sagde han. Talen rummede ikke et ord om Nato, eller hvordan USA og Europa fremover skal arbejde sammen. Flere forskere og medier har sagt, at talen betyder, at det også efter Trumps præsidentperiode er slut, bliver svært at genskabe tilliden til USA som alliancepartner.
Soloridt i Rusland
Der gik kun få dage fra Vances tale ved sikkerhedskonferencen i München, til europæiske ledere fik at se, hvordan den nye politik ser ud i praksis. USA startede i Saudi-Arabien forhandlinger med Rusland om at afslutte krigen i Ukraine. Uden at koordinere med de europæiske lande, der har stået last og brast med USA om at fordømme Ruslands angreb på Ukraine. Og uden at inddrage Ukraine.
Forud for forhandlingerne havde USA’s udenrigsminister, Marco Rubio, og forsvarsminister Pete Hegseth givet indrømmelser til Rusland ved at sige, at Ukraine skal afstå områder til Rusland og godt kan glemme håbet om Nato-medlemskab.
Trump sagde før sin indsættelse, at han kunne skabe fred på 24 timer. Efter hans første 100 dage som præsident regner bomberne stadig ned over Ukraine.
Mobning for åben skærm
Få, der har set pressemødet, hvor USA’s præsident og vicepræsident for rullende kameraer skælder Ukraines præsident Zelenskyj ud, vil glemme det, de så. For kan det virkelig passe, at to af verdens mest magtfulde mænd verbalt sparker og spytter på en repræsentant fra et angrebet land midt i en overlevelseskamp?
Ja, det kan det, og for mange blev pressemødet et vendepunkt, der viste, at USA’s overgang fra den tidligere præsident Biden til Trump betyder et radikalt skift i synet på krigen i Ukraine.
Musks motorsavsmassakre
Elon Musk fremviser triumferende en motorsav til nedskæringer, som Argentinas præsident, Javier Milei, gav ham 20. februar under Conservative Political Action Conference (CPAC).
Hvis I løber væk fra jeres egne vælgere i frygt, er der intet, USA kan gøre for jer
JD Vance, USA’s vicepræsident
Ideen opstod under en to timer lang samtale, Donald Trump havde med Elon Musk, der blev sendt på det sociale medie X. Her sagde Musk, at han gerne ville hjælpe med bekæmpe USA’s bureaukrati. Musk blev efter massiv økonomisk støtte til Trumps kampagne sat i spidsen for Department of Government Efficiency, der blev forkortet til Doge. Det førte til nedskæringer uden sidestykke i USA’s føderale administration. Nedskæringerne blev kritiseret for at blive gennemført i rekordfart og uden tanke på de langsigtede konsekvenser. Ifølge CNN er mere end 280.000 blevet fyret. Men tallet er svært at opgøre, fordi nogle bliver ansat igen.
Brutale udvisninger
Mahmoud Khalil fik 3. marts håndjern på og blev ført bort af civilklædte mænd. Det skete uden for hans egen hoveddør, da han var på vej hjem med sin hustru, Noor Abdalla, der nu er gravid i niende måned.
Anholdelsen af den 30-årige kandidatstuderende ved Columbia University kan ses på en video. Her kan man se, hvordan Khalil føres bort, og hvordan hans hustru forsøger at få dem, der fører ham væk, til at identificere sig. Han står nu til at blive smidt ud, selv om han har et såkaldt green card, der giver tilladelse til at bo, arbejde og studere legalt i USA.
Khalils sag blev den første af en række, hvor Trump-administrationen deporterer politisk aktive studerende med henvisning til, at de støtter terror. Det er stadig ikke bevist, at de faktisk gør det, og kritikere ser det som et angreb på ytringsfrihed og individers retssikkerhed. Khalil sidder nu i et fængsel i Louisiana cirka 2.500 kilometer fra der sted, hvor han blev pågrebet.
I krig mod universiteter
Det ser fredeligt ud, når studerende går omkring på eliteuniversitetet Harvard i Boston. Men tag ikke fejl. Trump-administrationen har indledt en kampagne og vil blokere for, at Harvard kan modtage føderale tilskud og kontrakter. Det sker, fordi Harvard i modsætning til Columbia University i New York har afvist Trump-administrationens krav til universitetets politik i forhold til diversitet, lighed og inklusion (DEI) og skærpet indsats overfor studerende, der demonstrerer mod Israel.
Harvard har svaret igen med at lægge sag an mod Trump-administrationen, fordi den på den måde blander sig i universitetets uafhængighed. 100 amerikanske universiteter bakker op om Harvard. 100 dage er gået, og kulturkrigen er allerede i fuld gang.
