Selv på en lun efterårsdag er der ikke meget romantisk at sige om at ankomme til Haarup Maskinfabrik, som med sine produktionshaller i rødsten og grå facader umiddelbart ligner noget, man kan finde i de fleste af landets industrikvarterer. Praktisk, rektangulært og effektivt.
Her bukker, skærer, svejser, løfter, samler, maler og sælger 100 ansatte et af verdens mest klimabelastende materialer – stål – til en af verdens mest klimabelastende brancher – betonbranchen.
Men så snart du triller ind på parkeringspladsen, opdager du på den lange række af ladestandere med Teslaer tilsluttet, at dit første, fordomsfulde blik måske bedrager. For her på fabrikken har direktør Hans Christensen og hans medarbejdere siden 2016 skruet forbruget af fossil, CO2-belastende energi i virksomheden ned til et minimum. Og det er kun en begyndelse.
»Som det meste gode her i verden begyndte det med en frustration. Jeg var så arg over, at der intet skete på klimafronten. Så tænkte jeg, at vi kan da i det mindste starte med at rydde op i vores hus. Det gav mig det første håb om, at tingene måske nok skal gå, da jeg fandt ud af, at der er så god økonomi i det her«, siger Hans Christensen.
