Peter Cook er vild. En af de skøreste arkitekter, der har opnået almen anerkendelse. Som primært underviser, forsker og formidler er det ikke meget, han har fået bygget gennem sit seks årtier lange virke. Heldigvis, fristes man til at tilføje. For lige siden denne brite debuterede, er hans undersøgelser foregået på arkitekturens yderste grænser.
På Louisianas fine udstilling kan man se tegninger fra de seks årtier, og når man gransker hans til tider formidabelt flotte fantasier og ikke mindst frydes over deres dynamiske farver, kan jeg også mærke en gysen ved tanken om, at nogen skulle bebo de strukturer, de fremviser.
Han begynder i 1960’erne som en af grundlæggerne af tegnestuen Archigram med at interessere sig for byen som en proces. At tegne til dens omskiftelighed. Arkitekturen skal servicere forandringen. Det handler om at lave strukturer, som man efter behov kan sætte moduler på, en såkaldt plug-in city.
Senere i 1960’erne opfinder de en mere nomadisk arkitektur, en by, der kan flyttes og opsættes umiddelbart, instant city. Det er forudsigelsen af festivalbyen, som man f.eks. kender den fra Roskilde Festival med dens midlertidige konstruktioner, men i Cooks version er det under svævende tage ophængt i balloner.
