Carlsbergfondet har fået restaureret, hvad de stadig blot kalder J.C. Jacobsens Villa. Der er gået til den med imponerende omhu i detaljen i den prægtige stueetage, og der er skabt nye lamper til huset og en nyindretning af vinterhaven, der respekterer helheden og bringer den i kontakt med nutiden. Det er aldeles flot. Og det er jo alt sammen værd at prise i sig selv, men det mest opsigtsvækkende ved restaureringen af huset, som i dag fungerer som konferencecenter, finder man i bogen ’Vilje, viden og værdier’, der er udgivet i forbindelse med restaureringen.
At Carlsberg har en bygningsarv af særlig værdi, er der jo ikke noget nyt i, ej heller, at virksomheden hylder sin grundlægger, den store J.C. og hans kampe med sønnen Carl, der blev en brygger og stor mæcen i egen ret. Men det er saftsuseme ikke hver dag, at der bliver sat spørgsmålstegn ved den historie, og netop det gør professor emerita Birgitte Possing i bogens fantastiske hovedartikel.
Kvindernes historie har det med at blive skrevet med hvidt blæk på hvidt papir, skriver hun. Og i tilfældet Laura Jacobsen, J.C. Jacobsens kone, er der ovenikøbet tale om en bortskaffelse af papiret. Bryggeren kasserede hendes breve, og en central kilde til en af de største fortællinger i dansk erhvervshistorie er dermed gået tabt.
Possings pointe er, at Carlsberg ikke er én mands værk. Det er først og fremmest et familieforetagende, med et ægtepar i centrum, hvor Laura var det initiativrige og dynamiske centrum. Langt fra den lidt vege og psykisk ustabile fremstilling af hende, andre forfattere har givet.
