En spejlpavillon er rejst på Kongens Nytorv, et Anders And-blad er dedikeret til at formidle dansk arkitektur, og der er rundvisninger på steder, der ellers er utilgængelige.
Københavns og dansk arkitektur bliver i år fejret på et ekstra højt niveau. Bang, piiift. Det var lyden af arkitekturredaktøren, der affyrede en bordbombe og truttede i et horn. København har i år fået titlen World Architecture Capital tildelt af Unesco.
Hvad det helt nøjagtigt betyder, er op til den beærede hovedstad selv at definere. I hvert fald hænger det sammen med, at verdens nationale arkitektorganisationer mødes i Bella Center i København i begyndelsen af juli under deres fælles paraplyforening, UIA. Man venter, at op til 15.000 arkitekter og beslægtede fagfolk vil komme og diskutere FN’s 17 verdensmål og arkitekturens særlige ansvar for dem under titlen ’Sustainable Futures – Leave No One Behind’.
UIA’s verdensmøde er en ældre opfindelse, som afholdes hvert tredje år, men det er første gang, kongressen finder sted i et nordisk land, og kun anden gang, at den bliver koblet sammen med, at Unesco også udnævner værtsbyen som verdens arkitekturhovedstad i et helt år. Det skete første gang i 2020 i Rio de Janeiro, der dermed kortvarigt oplevede at være hovedstad for mere end en delstat i Brasilien. Desværre for Rio de Janeiro blev selve kongressen aflyst på grund af coronapandemien og udskudt til 2021.
