Hver morgen, når drabsefterforsker Martin Wittrup Enggaard sætter sig ved sit skrivebord, kigger han ind i øjnene på 14 døde mennesker. Kvinder og mænd. Børn og voksne. Hvide og brune.
De er alle ofre i uopklarede drabssager, og han opbevarer deres portrætbilleder foran sig i en plastiklomme som en konstant påmindelse om, at han ikke må glemme dem.
»Jeg kigger hver enkelt i øjnene. En af dem har et barn på skødet. Og jeg kigger også barnet i øjnene for at minde mig selv om, at der er pårørende derude, og at vi i høj grad også arbejder på de her sager for deres skyld«.
Men i år er der sket en væsentlig ændring:
