For nogle år siden døde Lars Saabye Christensens mor. I hendes gemmer fandt forfatteren en række omhyggelige referater fra møder i en lokalafdeling af Røde Kors i Oslo fra 1950’erne og frem.
De ordknappe beretninger om kvindernes velgørenhed blev en tidsmaskine, der sendte Lars Saabye Christensen direkte tilbage til 1950’erne og hans egen opvækst i bydelen Fagerborg og en tid præget af varemangel og nød hos almindelige Oslo-borgere. De gamle referater satte både rammen og tonen for Oslo-krøniken ’Byens spor’, som forfatteren nu afslutter med ’Skyggebogen’.
Det kunne være blevet en nostalgisk beretning om verden af i går, men under arbejdet med de tre romaner viste det sig, at noget større var på spil for den snart 66-årige forfatter. Noget langt alvorligere end den gamle verdens gradvise ankomst til den uoverskuelige moderne tid. Man kunne sagtens kalde det livet.
Læserne af sidste bind af trilogien finder ud af det, når de er knap 80 sider inde i bogen. Stop. Hvad er det, Saabye skriver?
