’Grov Konfækt’ udkommer på selve 250-års-dagen for Trykkefrihedens indførelse, der, som forfatterne selv formulerer det, var et eventyrligt eksperiment i stor skala. København havde dengang 80.000 indbyggere, 90 procent af dem kunne læse, og de blev i løbet af kort tid grebet af den helt nye verden af frie meninger, som indfandt sig.
Festen varede fra 14. september 1770 til 5. maj 1773, hvor myndighederne rullede de nye friheder tilbage. Da var manden, som havde ført kongens hånd, Struensee, for længst halshugget, men ånden var ude af flasken. Folket havde fået smag for fri diskussion og de knap tre vilde år, hvor folk boltrede sig i pjecer og pamfletter med samme iver, som det sker på nutidens sociale medier, fik en positiv langtidseffekt.
P.F. Suhm, der var en af de toneangivende, nye pamfletister, skrev en hel lille offentlighedsteori, og hans konklusion var oplysningstænkning af første karat: »Alle Ting oplyses best ved stridige Meninger«. En ny type havde set dagens lys: Den ’selvtænkende’. Helt nede fra Frankrig hyldede Voltaire den danske revolution.
Trykkefriheden skabte nye skribenter, nye hede debatter og fejder. Pludselig fik landet, først og fremmest hovedstaden, erfaringer med offentlig samtale og dialog med den kritiske belysning af samfundsforhold som horeri og hoveri, men også med rygter, bagvaskelse, injurier, sladder, underholdning og sågar det, vi i dag kalder hævnporno. Bogforlagene skød op. I 1769 udkom der 256 bøger på dansk, i 1771 hele 730. Mens det skidne kloakaffald løb i render langs gaderne, fik følelser af enhver art pludselig et nyt afløb, hvis indhold bredte sig ad nye kanaler.
