6 hjerter: ’Grov konfækt’ er manna – nej, slik – for sjælen

’Grov Konfækt’ udkommer på selve 250-års-dagen for Trykkefrihedens indførelse, der, som forfatterne selv formulerer det, var et eventyrligt eksperiment i stor skala. København havde dengang 80.000 indbyggere, 90 procent af dem kunne læse, og de blev i løbet af kort tid grebet af den helt nye verden af frie meninger, som indfandt sig.

Ånden slap ud af flasken

Festen varede fra 14. september 1770 til 5. maj 1773, hvor myndighederne rullede de nye friheder tilbage. Da var manden, som havde ført kongens hånd, Struensee, for længst halshugget, men ånden var ude af flasken. Folket havde fået smag for fri diskussion og de knap tre vilde år, hvor folk boltrede sig i pjecer og pamfletter med samme iver, som det sker på nutidens sociale medier, fik en positiv langtidseffekt.

P.F. Suhm, der var en af de toneangivende, nye pamfletister, skrev en hel lille offentlighedsteori, og hans konklusion var oplysningstænkning af første karat: »Alle Ting oplyses best ved stridige Meninger«. En ny type havde set dagens lys: Den ’selvtænkende’. Helt nede fra Frankrig hyldede Voltaire den danske revolution.

Trykkefriheden skabte nye skribenter, nye hede debatter og fejder. Pludselig fik landet, først og fremmest hovedstaden, erfaringer med offentlig samtale og dialog med den kritiske belysning af samfundsforhold som horeri og hoveri, men også med rygter, bagvaskelse, injurier, sladder, underholdning og sågar det, vi i dag kalder hævnporno. Bogforlagene skød op. I 1769 udkom der 256 bøger på dansk, i 1771 hele 730. Mens det skidne kloakaffald løb i render langs gaderne, fik følelser af enhver art pludselig et nyt afløb, hvis indhold bredte sig ad nye kanaler.

Før Trykkefriheden havde de ledende professorer på Københavns Universitet skullet forhåndsgodkende alle skrifter, inden de kunne trykkes. Nu måtte de fine herrer finde sig i, at andre også havde en mening, og den hidtil så privilegerede gruppe kritiserede den nye ’forfatterlidelse’. ’Autorsyge’ lød diagnosen, og den betegnede en forfatterrolle ude af kontrol, præcis som vi i vore dage kan opleve vore dages superaktive #SoMe-skribenter være det.

Dagens mageløse bogværk henter sin titel fra et skrift mod Struensee, forfattet af en anonym skribent, der ligesom aviser og Facebook-debattører i vore dage er det, var klar over, at der skal smøres tykt på, hvis man vil trænge igennem: »Grove Folk skal have grov Konfækt«.

Får præster for høj løn?

Også kirken tabte pludselig kontrollen med, hvad der blev sagt i det nye offentlige rum. Det væltede ikke kun frem med begavede religionskritikere, men også med spåmænd, profeter og mystikere, som skrev om luftsyner og himmeltegn.

Den nye frihed førte til, at der opstod en liberal, intellektuel by-offentlighed, men også til det modsatte. Interessemodsætningerne mellem borgerskab og adel blev blotlagt, og man havde de samme diskussioner dengang som nu om for eksempel statslige lotterier. Fører de til spillegalskab, eller er de til nytte for landet? Dertil kom alle de store spørgsmål: Bør den ufri bonde slippe for hoveriet? Får præster for meget i løn? Hvad er god moral? Hvordan opretholdes sædeligheden? Er det rimeligt, at lakajerne ved hoffet (»skobørsterne«) begunstiges på alle mulige måder?

Ulrik Langen, Frederik Stjernfelt og Henrik Horstbøll, forfatterne til ’Grov Konfækt’, belyser Trykkefriheden, som skrives med stort for at betegne den som egennavn, i stort og småt. Politisk, socialt, kulturelt og idehistorisk belyses ytringsfrihedens tidlige forår, så det er en fryd. Fra visekællingerne på Amagertorv til de saftigste og frækkeste af de nye skribenter, hvis pjecer som regel altid var at få i området omkring Børsen. Fra detaljerede beskrivelser af de forskellige fejder og debatter til udpegningen af de gader, stræder og pladser i København, hvorfra forskellige sproglige udtryksformer udsprang.

Ikke at forglemme, hvad disse mange, nyopdagede kilder fortæller om de problemer, hovedstaden sloges med. Druk, fattigdom og forurening for eksempel. »Det var i en vis forstand byen, der skrev«, »Offentlighed er noget, der sker, noget der gøres«, hedder det. Et eksempel er brygger Christian Bagge, som fik afslag på at brygge hvidtøl og valgte at løfte stemmen særdeles kritisk mod Bryggerlaugets sammenspiste ledelse.

Fake news anno 1770

Studiet af Trykkefriheden, som gjorde det muligt at tale om stort og småt i en helt ny sfære mellem privatlivet og myndighedernes verden, vokser til et billede med meget større gyldighed. Selv om det, som ’Grov Konfækt’ belyser, foregik i København for 250 år siden, kan mange af pointerne om, hvordan et samfund reagerer på falske nyheder, anonyme anklager og magtkritik bruges direkte på vore dages internetvirkelighed, hvor shitstormene blæser, og der heller ikke er nogen forudgående redaktionsproces. Om det så er Trump, føler man, at han er omfattet af værkets horisont.

Den største gave til læseren er dog, at ’Grov Konfækt’ introducerer et par håndfulde fantastiske skribenter og debattører. Temperamentsfulde fortidsdanskere (nogle af dem fra det nutidige Norge) som Martin Brun, J.C. Bie, Josias Bynch og P.F. Suhm. De fremstår ikke bare i kød og blod, men i ånd. Nogle var fremragende satirikere, andre modige magtkritikere, nogle begge dele. Det er kostelig læsning. Holberg var så langtfra den eneste satiriker og oplysningstænker, som ytrede sig i 1700-tallet.

Den norske forfatter J.C. Bie, som skrev under pseudonymet Philopetreias, lancerede eksempelvis en pamflet med hård kritik af præster, advokater og ’kornpugere’ i december 1770. Den debat førte alene til 80 pamfletter. Han angreb ’kornpugerne’ for at holde priserne oppe, og hans pamflet blev som den eneste oversat til engelsk.

Josias Bynch, en indædt forsvarer for brændevin, var en uforfærdet skribent, der blandede sexscener med bibelsatire og saftige københavnerskildringer med vægt på utugt i Kongens Have, som dengang var hovedstadens eneste store grønne, offentlige område.

Martin Bruun kom også med sin uforbeholdne mening i flere skrifter, blandt andet i den anonyme pamflet ’Jeppe Vægters Betragtninger over Staten og det almindelige Beste, samlede paa hans Natte-Vagt i Aaret 1771’, og boltrede sig i mange genrer. Også selvbiografiens. Det var vel at mærke Fandens selvbiografi, han skrev! Bynch og Brun stødte i øvrigt sammen i flere debatter efter kuppet i 1772, der førte til Struensees henrettelse. En begivenhed, der i sig selv var ’gefundenes Fressen’ for et væld af ophavsmænd til diverse mere eller mindre konspirationsteoretiske pamfletter.

F.C. Scheffer, en arbejdsløs teolog, udgav sig for at være en rejsende russer, der lige ville sige, hvad han mente om Danmark.

De mange personportrætter gør ’Grov Konfækt’ til en (københavner)fortælling med levende figurer, nemlig de skikkelser, der ved at skrive, tegne og trykke skabte den nye medievirkelighed, som værket belyser. Helten er P.F. Suhm, den klarsynede, lærde, intellektuelle, der hadede ’rangsyge’. Med sit syv sider lange skrift ’Skrive-Frihed’ fra februar 1771, kom han Jürgen Habermas, den nulevende tyske filosof, et par hundrede år i forkøbet med sin fine lille offentlighedsteori.

Horer og natnymfer

Der var flere tilbageslag. Allerede i oktober 1771 blev det slået fast, at bestemmelserne om straf for majestætsfornærmelse, blasfemi, afvigende religion, injurier, spådomme m.m. stadig gjaldt, og efter Struensees død slog staten hårdt igen.

Efter henrettelsen af Struensee på Fælleden førte kongemagten en spinkampagne om begivenhederne blandt andet i form af såkaldte ’taksigelsespamfletter’.

Natten efter kuppet mod Struensee i januar 1772 blev 60 bordeller stormet under den såkaldte ’Udfejelsesfest’, som gik hårdt ud over kvinderne, hvoraf mange blev voldtaget, og som omtales som ’horer’, ’piosker’, ’skrupper’ og ’natnymfer’.

Også efter opstramningerne var myndighederne bange for, hvad almuen kunne finde på. Trykkefrihed eller ej, folk havde oplevet en ny frihed, og den førte til, at man ikke længere respekterede myndighederne på samme måde som tidligere. Magistraten i København skrev 7. december 1772:

»Ved den mindste Anledning løber Pøbelen tilsammen 2 a 300 og optræder paa den voldsomste Maade (...) Den gemene Mand kan ikke begribe, at han nu anerledes bør anse Politiet end før. (...) Den store Fattigdom og de formastelige Skandeskrifter, der offentlig opslaas, som ere i hver Mands Haand og drøftes i Øl- og Værtshuse, har aldeles fordærvet den gemene Mands Tænkemaade«.

Selv om Trykkefriheden kun varede tre år, og altså i maj 1773 var helt slut, satte den sig varige spor. Flere af den senere tids forfattere – P.A. Heiberg var en af dem – debuterede i perioden, og i tiden efter dannedes klubber og saloner, hvor de, der holdt af fri diskussion, kunne mødes, og i statsapparatet sås et begyndende opgør med korruption og nepotisme. De erkendelser, som P.F. Suhm havde gjort sig om det nyttige i at belyse diverse forhold gennem ’stridige meninger’, var ikke sådan at pakke bort, og i Grundloven af 1849 blev trykkefriheden endeligt indført.

De detaljerede kildestudier i ’Grov konfækt’ er primært baseret på Bolle Willum Luxdolphs samling af cirka tusind pjecer fra Trykkefriheden. Det smagfuldt tilrettelagte bogværk, som kandiderer til en pris for fornemt boghåndværk, er et i særklasse vellykket eksempel på humanistisk grundforskning. Kulturhistorisk folkeoplysning skrevet og illustreret, så alle kan være med uden at gå på kompromis med ambitionen om at ville levere noget ypperligt.

Danmarks første frie debattører har fået en plads i historien, og sikke en plads!

’Grov konfækt’ er manna – nej, slik – for sjælen.