I 1988 fik forfatteren Katrine Marie Guldager to opkald, der ændrede hendes liv. De faldt med 12 dages mellemrum.
Første gang, telefonen ringede, var 13. april. Katrine Marie Guldager var 21 år og lå og sov i sin veninde Annes værelse, som hun havde lejet, mens veninden var i Nicaragua. Hun nåede frem til den grå drejeskivetelefon i stuen, mens den stadig kimede.
Stemmen i røret fortalte, at Anne var død. Hun var blevet skudt i Nicaragua.
Anden gang, telefonen ringede, var 25. april. To dage forinden havde Katrine Marie Guldager været til Annes begravelse. Og dagen i forvejen, om søndagen, var hun taget ned til sin far på hans gård ved Skælskør. De havde spist pandekager, talt om begravelsen og om en telefonregning fra KTAS, Katrine Marie Guldager havde fået eftergivet.
