Tit så de bare farens pande eller hans ører, når familien en gang om ugen loggede på det fælles videoopkald. Et muntert kaos med de seks søskende Ijeoma, Uchenna, Chuks, Okechukwu, Chimamanda og Kenechukwu fordelt på flere kontinenter og forældrene i Abba i Nigeria. Én bror fremviste, hvad han spiste, mens andre grinende udvekslede nyt og indimellem forsøgte at få faren til at flytte telefonen, så de kunne se hans ansigt og ikke bare tilfældige nærbilleder.
7. juni 2020 var sidste gang, Chimamanda Ngozi Adichie så sin fars pande. Han virkede lidt sløj, men undskyldte det med, at han havde sovet dårligt. 9. juni ringede datteren ham op igen, bare kort, så han kunne hvile sig. 10. juni ringede hendes bror og fortalte, at deres far var død.
Den verdensberømte forfatter gik »fuldstændig i opløsning«. Skreg og slog i gulvet, flåede sit tøj af, så hun skræmte sin datter på fire. Far var hendes idol, han var hendes fan, hendes støtte og sjæleven. Hun forgudede ham.
Sin nedsmeltning skrev hun om i essayet ’Noter om sorg’, der blev trykt i The New Yorker i september 2020, og som man nu kan læse på dansk i bogform. Til at begynde med skrev hun om sin reaktion for sig selv som en bearbejdning af sorgen og som noget, hun på sigt ville dele med sine søskende. Senere indså hun, at hun ville dele det med hele verden.
