En af de ildsjæle, der lyser op i den første samlede fortælling om de danske bibliotekers historie, er H.O. Lange. Han var egyptolog, såkaldt midnatsmissionær i det københavnske natteliv, og så var han leder af Det Kongelige Bibliotek. Han brændte for oplysning og dannelse, og sådan lyder hans ønske og vision i 1909: »Det, som tiltrænges for hele landet, er en biblioteksorganisme, der kan sprede sit net ud over by og land, gøre propaganda for den gode læsning, vække og tilfredsstille trangen til kundskab og skabe åndskulturen nye vilkår i vort folk«.
Lange advokerede for fri og lige adgang for alle borgere, for en sådan eksisterede ikke. Folk måtte stadig ty til de såkaldte lejebiblioteker, hvor det kostede penge at få lov at få en bog med hjem.
Det net, Lange drømte om, kom. Først små kommunebiblioteker, de første i København og på Frederiksberg, hvor lånerne betalte kontingent. Så de bogtempler, der skød op efter Folkebiblioteksloven fra 1920, komplet med græske søjler og i vor tid de banebrydende arkitektoniske fortolkninger af, hvordan et moderne bibliotek bør se ud og indrettes, biblioteket på Rentemestervej i København NV er et eksempel på det.
Men der kom også et andet net end det, Lange havde talt om. Internettet, som de sidste årtier har vendt fuldstændig op og ned på forestillingen om, hvad et biblioteksvæsen i et land som Danmark skal kunne. Nutidens typiske låneroplevelse er blevet digital. Man bestiller bogen på sit lokale bibliotek via sin pc, og registrerer den selv som udlånt, når man henter den. Det sidste kan sagtens ske midt om natten, hvis ens bibliotek tilbyder adgang døgnet rundt.
