Haruki Murakami er utvivlsomt den mest berømte og internationalt udbredte nulevende japanske forfatter. Murakami er en af de japanske forfattere, som mest indgående forholder sig til europæisk og amerikansk litteratur, men han er også meget japansk.
Det sidste bliver man mindet om i hans fine lille erindringsbog ’At skille sig af med en kat’ med undertitlen ’hvad jeg taler om når jeg taler om min far’. Det er en bog om forholdet mellem far og søn, der er meget japansk i sin diskrete måde at omtale private forhold på. Relationen er problematisk, ja, vel ligefrem betændt, men vi er lysår fra Knausgård og autofiktionens kompromisløse karaktermord.
I ’At skille sig af med en kat’ demonstrerer Murakami til gengæld kunsten at skrive så lidt som muligt, mens man lader det usagte vibrere i tekstens mellemrum.
Haruki Murakami så ikke sin far i mange år. Faderens skuffede forventninger i forhold til sønnens manglende akademiske løbebane kom imellem dem. Sønnen var optaget af at være optaget af sine egne ting. Langsomt blev lidt tavshed og høflig afstand til uoverstigelig tavshed og om ikke kold, så ligegyldig distance.
