»Overalt, oppe på højderne som nede i dalene, finder vi krigens jammerlige og stinkende rester«.
Den danske korrespondent Franz von Jessen havde set lidt af hvert på sine mange rejser. Men de syn, der mødte ham, da han i sommeren 1913 red gennem Strumadalen i det græsk-bulgarske grænseland, overgik det meste. I selskab med en amerikansk kollega begav han sig til hest gennem de bjergrige landskaber på Balkan, hvor voldsomme kampe havde stået på i dagene og ugerne forinden. Den 43-årige danske journalist havde travlt med at grifle alle sanseindtrykkene ned i sin notesbog.
»Hist og her ligger soldaterlig, som grækerne endnu ikke har haft tid til at begrave, og som under den brændende sol hurtigt opløses. Hunde roder sky og skamfulde i krattet. På begge sider af stierne, der vinder og snor sig gennem det lunefuldt formede terræn, plettes jorden af de hundredvis af ting, som soldaterne kaster fra sig, når det gælder at gøre oppakningen let under et hurtigt tilbagetog. Her er tomme ammunitionskasser, geværpatroner i tusindvis, bulgarske kasketter, bortslængte tornystre, blodige laser, iturevne skjorter, flængede våbenfrakker, søndrede våben, skulderstropper og knapper, tømte cigaretæsker og konservesdåser, splintrede feltflasker og endog hist og her spillekort, spredt for alle vinde«.
Franz von Jessen og kollegaen Albert Trapman var på vej mod den lille bjergby Nigrita for at dokumentere de overgreb på lokalbefolkningen, der efter sigende havde fundet sted, da bulgarske tropper forlod byen, presset tilbage af grækerne. De to korrespondenter red gennem et vekslende landskab med småsletter, sumplignende søer, stejle bjerge og dybe kløfter. I dette terræn havde græske styrker kort forinden drevet bulgarerne nordøstpå. Krigen havde sat tydelige aftryk:
