Dér er det igen. Det der smil, som kryber op i øjnene, mens hun snakker, og sætter sig i mundvigene uden at bryde ud i lys lue. Som om hun holder fast på det, fordi det ikke passer til alvoren i det, hun siger.
Først forsvarer Hanne-Vibeke Holst sig med, at hun altid smiler meget. Men det er bare ikke det, der er på færde.
»Jamen hun er så sindssygt frelst!«, indrømmer forfatteren og får grinet af.
»Men hun har også ret. Og det er ekstremt smukt. Og sandt. Det holder«.
