Vi har hørt historien om FE-chef Lars Findsens dramatiske anholdelse ved kuffertbåndet i Københavns Lufthavn, og vi har hørt, hvordan han blev kørt til afhøring på en politistation i Gentofte sigtet for landsskadelig virksomhed.
Men vi har aldrig hørt i detaljer, hvordan politiet forsøgte at presse ham til en tilståelse for anklager, han ikke kendte det fulde indhold eller omfang af. Vi har ikke hørt, at politiet parallelt med anholdelsen i lufthavnen ransagede Lars Findsens private hjem i Charlottenlund. Vi har heller ikke hørt, at Findsens 16-årige søn uforvarende dukkede op under ransagningen, men blot blev sendt af sted igen af politiet uden nærmere forklaring.
Men alt det hører vi nu fra hovedpersonen selv, der i bogen ’Spionchefen. Erindringer fra celle 18’ giver sin version af den måske største efterretningsskandale i danmarkshistorien.
Vi har heller ikke hørt, hvad den intetanende Findsen svarede sin søn, der lige var blevet forvist fra sit eget hjem uden nærmere forklaring af de ransagende betjente: »Jeg er optaget og kan ikke lige tale. Jeg fanger dig senere«.
