Paul Austers farfar blev skudt af sin hustru, altså Pauls farmor. Farfaren havde forladt hende for en anden kvinde et par år tidligere, men var på besøg for at give børnene gaver. På besøget lokkede farmoren ham til at se på en stikkontakt i køkkenet, og mens han sad der, susede hun ovenpå, hentede en pistol og skød og dræbte ham.
I sig selv en vild historie, men den bliver vildere. Farmoren blev frikendt på grund af utilregnelighed i gerningsøjeblikket, rejste – fornuftigt nok – fra byen og opdrog ungerne et andet sted. Men utroligt nok fik hun sine børn overbevist om, at de aldrig måtte fortælle historien, en indpodning, der holdt hele vejen til Paul Austers egen opvækst, hvor faren altid vævede og fandt på skiftende forklaringer på, hvad lille Pauls farfar egentlig døde af. Og sådan var det også i de andre af farmorens børns egne familier.
Ifølge Auster havde børnebørnene aldrig kendt sandheden, hvis ikke en af hans kusiner engang tilfældigt i et fly havde siddet ved siden af en mand, der kom fra deres fødeby og kendte hele skandalen.
Det er en vild familiehistorie.
