Ikke så få borgere fra Den globale landsby mødes for tiden på Rijksmuseum i Amsterdam. Her er samlet den største udstilling nogensinde med billeder af Johannes Vermeer (1632-75). Klodens kunstelskere valfarter til Holland som muslimer til Mekka. Vist kan billederne altid ses enkeltvis eller nogle stykker ad gangen trindt omkring på jorden, hvor de nu hænger hver især, men det er virkelig once in a lifetime, at chancen er der for at se så mange malerier af denne verdenskunstner samlet på ét sted. Det er rejsen værd.
’Pige med perleørering’ har et nærvær, så jeg synes, hun vender blikket mod mig lige i det sekund, jeg træder hen til hendes lille lærred. ’Mælkepigen’ er så levende, at man får hjertebanken. Vermeer selv er til stede med sit maleriske mesterskab i alle udstillingens sale, i alle penselstrøg og i alle disse vibrerende intense interiører, som ofte iscenesætter en musicerende, tænkende eller skrivende kvinde, der forstyrres af noget udefra. Et brev. Et blik. En bejler. Hov, hun kigger lige op og fanger os med sit blik, ligesom maleren har fanget hende med sit blik. Meget hos Vermeer handler akkurat om blikket. Maleriet. Kunsten.
Jeg stod der selv forleden og kan godt gnide salt i såret: Hvis ikke billetten allerede er sikret, så glem det: Alt udsolgt frem til og med sidste dag (først i juni)! Tilstrømningen har været enorm, og den store skare af internationale kunstelskere og Vermeer-fans har været suppleret af et særligt segment, nemlig pilgrimsrejsende læsere af Marcel Proust. Sådan nogle som mig. Vi kom ikke kun til Amsterdam for at hilse på Vermeer van Delft, vi kom også for at genbesøge Prousts store romanværk ’På sporet efter den tabte tid’. I dette værk dør den fiktive forfatter Bergotte, som er en spejlingsfigur for Proust selv, foran Vermeers billede ’Udsigt over Delft’.
»Det var sådan, jeg skulle have skrevet«, siger forfatteren til sig selv i sine famous last words. Han siger det ved synet af »et lille stykke gul mur«, som han får øje på i billedet. Alverdens Proust- og Vermeereksperter har i hundrede år diskuteret, hvor i alverden i ’Udsigt over Delft’, det lille stykke gul mur befinder sig? Der er mange små stykker med gult i det fantastiske billede, men »et lille stykke gul mur med halvtag«, som Proust faktisk skriver? Det faktiske og det fantastiske hænger ikke sammen. Det er kunst. Det er dobbelt kunst.
