I flere år vidste forfatteren Naja Marie Aidt ikke, om hun kunne skrive længere. Efter sorgværket ’Carls bog’ fra 2017 om hendes søns frygtelige ulykke vidste hun heller ikke, om der længere fandtes noget, som var tungt og betydningsfuldt nok til at skrive ned og sende ud i verden.
Men ni år senere ligger der 259 sider, som udgør romanen ’Øvelser i mørke’.
»Det er begyndelsen på mit andet forfatterskab«, siger hun.
»Min første bog udkom, da jeg var på barsel med Carl. Og den sidste udkom, da han døde. Derfor føler jeg, at ’Øvelser i mørke’ er en ny begyndelse«.
