Hvad nu, hvis tidens klimaaktivister skruer bissen på? Hvad sker der, hvis de holder op med at kaste tomatsuppe og kartoffelmos på berømte malerier eller lime sig fast til vejbanen og i stedet tager midler i brug, så oprøret mere ligner terror end aktivisme?
I sin nye krimiserie har den svenske krimiforfatter Arne Dahl stillet sig selv præcis det spørgsmål.
»Min tanke var, at de klimaaktivister, vi ser i dag, er usædvanligt fredelige. De er jo ikke terrorister i den forstand, vi ellers er vant til. Men hvad nu, hvis de blev det?«
Arne Dahl er tilbage i Sverige efter et skriveophold i Spanien, da jeg når ham på telefonen. Jeg spørger, om hans nye roman ’I cirklens centrum’ med sin aktuelle, politiske dagsorden skal ses som en ny slags krimi fra hans hånd.
