I går sad jeg og så et afsnit af den britiske serie ’World on Fire’ om forskellige europæiske menneskeskæbner under Anden Verdenskrig. Tre af skæbnerne var kvinder med kald til at gøre sig gældende på mændenes gebet, som modstandskæmpere eller ambulanceførere. Et feministisk tema, kunne man mene. Men det ville Virginia Woolf nok ikke være enig i.
I essayet ’Tre guineas’fra 1938fletter hun kvindesagen sammen med antikrigssagen. Og argumenterer indgående for, at det ikke nytter noget at give kvinderne adgang til den verden, der er forbeholdt mændene, hvis ikke man samtidig laver den verden om. Kampen for kvinders adgang til uddannelse og arbejde må samtidig være en kamp for at gøre uddannelse og arbejde til noget andet end det, de er under patriarkatet. Som medlemmer af den uorganiserede ’De udenforståendes forening’ skal kvinderne yde modstand mod patriotisk krigsbegejstring ved at vise »indifferens«, så snart mændene gribes af den.
’Tre guineas’ er udformet som svar på et brev, Woolf har modtaget fra en dannet mand, der anmoder hende om at melde sig ind i hans antikrigs-forening og give en skilling til dens arbejde. Det kaster Woolf ud i overvejelser over, hvordan hun, som kvinde, overhovedet kan gøre noget for at forhindre krig. Hvis kvinder skal have den slags indflydelse, skal de være selvforsørgende, mener hun. Og hvis de skal være selvforsørgende, skal de have en uddannelse. Derfor giver hun først en skilling til renoveringen af et college for kvinder, dernæst én til arbejdet for at fremme kvinders adgang til de akademiske professioner, før hun endelig lader den tredje tilfalde antikrigs-foreningen. Deraf essayets titel: ’Tre guineas’, dvs. tre skillinger. Og deraf essayets inddeling i tre kapitler, et for hver skilling.
Men for hver skilling, Woolf giver, sætter hun betingelser, som hun argumenterer indgående for. Hvis hun skal støtte et college for kvinder, skal det ombygges efter andre principper end dem, der hersker på Oxford og Cambridge: »Det bør være et eksperimenterende college, et eventyrlystent college. (…) Det skal ikke bygges af tilhuggede sten og farvede glasruder, men af et billigt og letantændeligt materiale der ikke samler støv og opretholder traditioner. (…) Lad det blive indrettet på ny af hver generation med deres egne hænder på billig vis«.
