I begyndelsen af 10’erne talte man om »den kropslige vending«. Efter at social- og kulturvidenskaben i 1990’erne og nullerne havde belært os om, at kroppen er en sproglig og social konstruktion, var det, som om den alligevel trængte sig på som en materiel realitet. Hos i øvrigt så forskellige forfattere som Olga Ravn, Mette Moestrup, Bjørn Rasmussen, Harald Voetmann og Kim Leine fik kropsmaterierne (blodet, modermælken, sæden, slimen, urinen, sveden) lov til at flyde.
I Olga Ravns debutdigte ’Jeg æder mig selv som lyng’ (2012) udvindes der materiel poesi af menstruationens »røddøgn«, hvis blod gøres til et »potentialesymbol«. I Voetmanns ’Vågen’ (2010) er den gamle romerske naturhistoriker Plinius den ældre ved at drukne i sin krops indre materier. I Bjørn Rasmussens ’Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet’ møder vi en krop, hvis hud kun nødtørftigt holder sammen på væsker og organer.
I kropsdigtningen finder vi en ny-materialistisk insisteren på, at kroppens (til dels kønsspecifikke) materialitet ikke kan ignoreres. Men bevidstheden om, at kroppen og jeget også modelleres af sprog og kultur, er ikke af den grund aflyst. Rasmussen skriver om en flydende kønsidentitet, og siden tager Nielsen alpehue og nederdel på og bliver til Madame Nielsen, der vandrer med flygtningestrømmen gennem Europa og skriver om vandringen i sin kloge og gribende dannelsesroman ’Invasionen’ (2016).
Flygtningestrømmen trængte sig også på i Hanne Højgaard Viemoses sprudlende desperado-roman ’HHV FRHWN’ (2019) om at være mor, forfatter, fraskilt, forelsket og fra Frederikshavn - og i Peter Højrups Virginia Woolf-travesterende ’Til stranden’ (2017). Hvad er ferien ved havet, når havet er blevet en grav for titusindvis af flygtninge? Middelhavet som flygtningegrav møder vi også i Siri Ranva Hjelm Jacobsens ’Havbrevene’ (2019), der lader de to store have, Atlanterhavet og Middelhavet, skrive breve til hinanden.
